Iklædt regeringsaktuelle farver kom en knaldende blå, kampklar Elton John på scenen. Uopdateret og sig selv. Og heldigvis for det. For det er nok.

Elton John? Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg lige har hørt et Elton-nummer. Det er også helt ligegyldigt, for har man levet mere end 30 år, er de sgu svære at komme uden om. Sangene. Og de var der, i aftes, i Tivoli, hvor Elton stillede op med et par af de gamle drenge og et par af lidt nyere dato (og tak for det). Sammen med et hav af publikummer, som – nej – ikke alle havde havde rundet de tres somre. Men som sammen fik en fest, der godt nok lige skulle løbes i gang.

Alt godt kommer til den, der venter

”Jamen, det er jo bare nogle gode sange,” som et ungt par sagde. Og ja, det er det. Vi skulle vente lidt på dem. I hvert fald på dem, vi kender. Jeg kedede mig faktisk lidt, og resten af det store selskab så ud til at gøre det samme.
Men så kom de også. ’Daniel’. ’Goodbye Yellow Brick Road’.  Den evigt fortærskede ’Your Song’ og (næsten) alle de andre. Og havde man svært ved at tro på, at ’Your Song’ på nogen måde kunne trække vejret længere, så beviste Elton, at det gør en forskel, når giraffen selv leverer. Dét gjorde han godt og levende, klokkerent, improviseret og hamrende musikalsk. For det er jo det, han er. Elsk sangene, stilen – eller la’vær’. Med Elton får du ham.

LÆS OGSÅ:

Elton tilbage i Tivoli

Og han var var vild med at være i Tivoli, 44 år efter sidste koncert der, og en time inde i koncerten var selv bageste række med. Imponerende, for lydmanden (eller er det Tivoli?) kunne for min skyld godt ha’ ganget volumen med fem, og jeg kan slet ikke forstå, at folk faktisk kunne høre nok. Alt for lavt. Men det var ikke lavere, end at man snildt kunne nyde et velspillende band, som også var dem, der leverede det kor, der lige præcis i aftes ikke blev kørt op af tre velsyngende, lækre chicks. De manglede bestemt ikke. Bandet klarede den. Og Elton kørte den hjem. Som Elton.

En god årgang

For nej, gu’ er han ej opdateret. Manden er født i 1947 og er sgu still going strong – og standing. Hans sange er, som de er, og hurra for det, for det er ægte, og han leverer dem stadigvæk. Veloplagt og med overskud og nærvær.  Og midt i en ’kan han endnu, eller er han for gammel’-tid (Paul McCartney, Sanne Salomonsen, skal jeg blive ved?) var det skønt at høre en velvoksen mand synge mindst lige så godt, som han gjorde for 30 år siden (ligesom de andre i øvrigt kan). Og hvad skulle i øvrigt også tale for, at man skulle blive dårligere til sit håndværk med alderen? Blive ringere til at fortolke sange, man selv har skrevet?

Eltom John på toppen

Elton John modbeviste det i hvert fald. I topform og med humor og en helt åbenlys glæde over at være tilbage i Tivoli. Og hvis Elton John overhovedet har mistet lidt energi eller bare én eneste tone i toppen, kompenserer han på det fineste i bunden (og med hjælp fra percussionist og suveræn korsanger). Og hey, det er jo dér, historierne fortælles.

Hans klang og musikalitet fornægter sig i hvert fald ikke. Det gjorde det heller ikke i Tivoli, hvor showmanden var lykkelig for at være tilbage. Ikke så mærkeligt. For han fik meget igen, og den sidste time af koncerten rykkede folk tættere sammen, solen gik ned, og ’Saturday’ og ’I’m Still standing’ fik et vidunderligt blandet publikum op i gear. Ikke højt. Men velovervejet og voksent. Og ret meget i skabet.

Elton John, Tivoli, mandag aften