En selvbevidst sjællænder på rækken bag mig indrammer egentlig seancen meget godt, da han et stykke inde i aftenens sympatiske solosæt med den 68-årige Donovan bemærker til sidemanden: 'Jeg er egentlig ligeglad med det kunstneriske - det handler om, hvad det gør for mig. De billeder, det fremkalder.'
Sådan er der tilsyneladende mange, der har det på Værket i aften hvor solisten, som i sin tid underviste Lennon/McCartney i guitarteknik i Indien (Harrison: 'Donovan is all over the White Album'), serverer et righoldigt udpluk af bagkataloget fra de gyldne år fra '65 og nogle år frem.
"Catch the Wind," gennembrudssinglen som fylder halvtreds næste år, får lov at åbne sættet; Donovan selv siddende på en pude på et podie midt på scenen med sin westernguitar i en belysning, som forbliver blødt dæmpet gennem hele aftenen.
Og så kommer de ellers; fra smukt indfølte versioneringer af "The Ballad of Geraldine," "Hurdy Gurdy Man" og den flotte finale med "Atlantis" til trods alt mere hyggelige end sublime leveringer af "Josie," "Colours" med flere.
Hovedpersonen selv binder hele seancen sammen med poetiske monologer, hvor han fortæller brudstykker af den lange historie. Fra de helt unge år, hvor Donovan og hans faste makker Gypsy Dave opsøgte boheme-beværtningerne hjemme i Skotland.
Via blødt psykedeliske perler som "Sunshine Superman" (1966) og "Hurdy Gurdy Man" ('68) og den skotske knægts opstigning til det britiske rockaristokrati og en stjernestatus, som gjorde ham til genstand for evindelige sammenligninger med den jævnaldrende, men væsenforskellige amerikanske kollega Bob Dylan.
Og videre, til Indien med The Bealtes - hvor Donovan færdiggjorde netop "Hurdy Gurdy Man"s titelnummer, som også er med i aften - og hjem til England igen i sommeren '70, hvor Donovan mødte kvinden i sit liv i skikkelse af Brian Jones' unge enke Linda (som han i øvrigt stadig er gift med, red.).
Jo, der er regulært, rockhistorisk vingesus over Værket i aften, og ikke mindst når hovedpersonen giver sig tid til fordybelse i sit fine fingerspil. Donovan er, slet og ret, en glimrende guitarist, hvortil kommer, at stemmen også er forholdsvis velholdt her et halvt århundrede inde i karrieren.
For hovedpersonen selv handler det om mere end bare nostalgi - om at bryde igennem til den fjerde bevidsthed, om den transcendens som Donovan har talt om tidligere på dagen under et længere interview med den sympatiske sangskriverlegende på et hotel midt i Randers, som fejrer sin årlige byfest i disse dage.
(Interviewet kan senere læses på gaffa.dk, red.)
Efter halvanden times inspirerende snak om den menneskelige bevidsthed med aftenens hovedperson er det da også svært ikke at have disse betragtninger med i baghovedet ved aftenens koncert.
Og uanset, at aftenens legendemøde så bliver et hyggeligt genhør snarere end en spirituel oplevelse, kan man ikke beskylde Donovan for den bevidstløse hitparade, slumrende på fordums meritters velfortjente laurbær.
Det er alle de gamle sange, vi får i aften, og nostalgien er så tyk i salen, at den kan skæres ud og bæres bort i blokke. Men hovedpersonen er faktisk i ganske høj grad til stede, nærværende i situationen - og det gråsprængte publikum elsker ham for det i Randers denne aften, hvor Donovan synes at levere alt det, man med nogenlunde rimelighed kan forlange af ham, i 2014.
Egentlig er det vel bare, som George Harrison skrev i det vers, han føjede til "Hurdy Gurdy Man" i Rishikesh, dengang i '68:"'Time demands a turnaround / and once again the truth is found." Et absolut glædeligt genhør, simpelthen.
Donovan, Værket, Randers, lørdag
