Fire bands klar til Roskilde: Guitar-gangstere på dyrskuepladsen

Roskilde Festival har løftet sløret for de første fire bands, der lægger vejen forbi dyrskuepladsen til sommer.

Dermed er ballet åbnet, og indtil videre er det fire nordiske navne med danske Volbeat i spidsen, der har meldt deres ankomst.

Tirsdag blev det norske hardcore punk-band, Kvelertak, som det første band tilføjet til festivalens program for 2013.

I dag fulgte så det svenske psykedeliske rockband Goat, islændingene Sigur Rós og altså danske Volbeat.

Det bliver fjerde gang Volbeat optræder på dyrskuepladsen. I 2006, 2007 og 2009 lod de danske guitar-gangstere også Cadillac-blodet flyde på Roskilde.