AF STEFFEN JUNGERSEN

Steffenjungersen.dk

Well, det er altså intet mindre end imponerende. At man stadig efter at have oplevet Volbeat et antal gange, som kun de færreste adfærdspsykologer ville finde tilrådeligt – endsige anbefalelsesværdigt – igen og igen står der med skuffen uklædeligt hængende halvvejs nede på brystet og forsøger at fremstamme en forståelig version af de hæderkronede ord:

'Dét var lige godt satans!'

Men det skete ikke desto mindre igen, da Danmarks største rockband fredag aften indtog scenen foran små 20.000 mennesker på Refshaleøen i København. Da bandet lige havde spillet sig ind med 'Dead But Rising' og 'Boa', var resten af koncerten fra 'Lola Montez' og til bandet to timer senere rundede af med 'Ripper And The Mirror', var der ganske enkelt tale om ren overlegen opvisningsstil til noget, som måske ikke vil blive stående som årets koncert men med nogen sandsynlighed kandiderer til titlen 'årets fedeste fest'.

Det er hverken hér eller dér at blive ved med at fabulere over, at Volbeat er et rockband i verdensklasse. Det turde efterhånden være ganske overflødigt, for selvfølgelig har Volbeat verdensklasse. Ellers var de sgu’ ikke nået dertil, hvor de er.

Verdensherredømme er i sig selv heller ikke nogen kvalitet, men det bibringer dog et vist håb på en klode, som synes at være ved at rasle af hængslerne, at det herredømme er opnået af et band, der for en gangs skyld har fortjent det.

Selvsagt på grund af uimodståelige sange som 'Sad Man’s Tongue', 'Radio Girl', 'Guitar Gangsters And Cadillac Blood', 'Heaven Nor Hell' og 'Lola Montez' for ikke at nævne et godt set medley af 'A Broken Man And The Dawn', 'Mary Ann’s Place', 'Rebel Monster' og 'Making Believe'.

Men sandelig også fordi Volbeat stort set altid spiller – og det kan man både se og ikke mindst høre – de sange dér, hvor de balancerer mellem førnævnte overlegne opvisningsstil og klædelig vantro over, hvor fedt både de og publikum egentlig synes, det hér rock and roll hejs egentlig er.

Så giver jeg ærligt talt ikke fem fladtrampede indie-demoer for de puritanere og 'fans', som af uransagelige årsager ikke kan klare, at Volbeat er blevet internationalt folkeeje. I ved, dem, der synes, det var federe, dengang Volbeat optrådte på et par opklodsede ølkasser i hjørnet på den lokale. . . og kun spillede for de pågældende puritanere og det par venner, der kunne holde dem ud.

Hvis man ellers gad lukke ørerne op på Refshaleøen – det siges at være ganske tilrådeligt, når man er til koncert – oplevede man et Volbeat, hvis lyd og antrit var lige så bedårende beskidt, som deres fine melodier var umiddelbart tilgængelige.

Det var så lød fremragende og var i øvrigt så tordnende højt, at hvert af trommeslager Jon Larsens spark til stortrommen fik skjorteærmerne til at blafre om armene på mig. Der var tandemalje nok på kollektiv udstilling blandt bandmedlemmerne på scenen imellem til næsten af overflødiggøre Volbeats gavmilde brug af lys- og ildeffekter.

Den slags smitter, skulle jeg hilse at sige.

Okay, så skal jeg gerne erkende, at gæsteoptrædender fra Jacob Haugaard (!) (i 'Garden’s Tale') og den grumt growlende Scott fra death metal bandet Dawn Of Demise (i 'Evelyn') nok ikke just bibringer én livslange minder om musikalsk storhed.

På den anden side set er netop modet til at bruge d’herrer som gæster en understregning af endnu én af Volbeats fornemme kvaliteter: Lad nu for fa’en være med at tage det hele så inderligt seriøst og lad os holde den dér fest.

Det hér er først og fremmest et rockband, som elsker at spille rock og som gang på gang beviser det med et inderligt eftertryk. Og det kan I til gengæld godt tage meget alvorligt. . .

Steffenjungersen.dk, .VOLBEAT, Refshaleøen, København, fem ud af seks stjerner