Man kan mene, hvad man vil om Jon Spencers spring fra balstyrisk garagerock i Blues Explosion til den mere standardiserede rockabilly under Heavy Trash-banneret, der dækker over Spencer selv og guitarist Matt Verta-Ray.
Uanset hvad, så er det lykkedes Spencer at bygge videre på sit sideprojekt, som med sidste års ’Midnight Soul Serenade’ foldede sig ud som meget mere end blot et spøjst sidegesjæft.
Det var den tredje og måske mest gennemførte Heavy Trash-plade – en slags gotisk hyldest til 50’ernes rock ’n’ roll – og det var også sangene herfra, som søndag aftens sæt i Magstrædes Huset var bygget op omkring.
Og hvad, der startede som et lidt for usammenhængende miskmask, mundede til sidst ud i en sejr til Spencer, Verta-Ray og deres medhjælpende rytmeduo, da dansen og festen brød ud på det lille spillesteds gulv.
Koncertens første halve time bar ellers præg af, at herrerne på scenen lige skulle have spillet sig varme, selvom Simon Cardiet ude på fløjen lignede en, der var født med en kontrabas i favnen.
Men fra ’Gee, I Really Love You’ skete der dog ting og sager, da Jon Spencer endelig begyndte at bevæge sig lidt rundt på scenen, og adresserede de tre knægte på forreste række, der havde smidt trøjerne – herfra kørte den aldrende garagerocker et samspil med publikum, som aldrig blev kedeligt og som smittede af på musikken.
Underholdende monologer
Midt i ’In My Heart’, sagde Jon Spencer noget i retning af:
– You know, fuck the Beatles and fuck Michael Jackson, love is all you need”, hvilket irriterede en herre blandt publikum, som bestemt ikke mente, at man kunne ”fucke” med Michael Jackson.
Ganske åbenlyst lod Spencer som om, han ikke hørte, hvad publikummeren sagde, og byttede ”Michael Jackson” i den sure sætning ud med ”Butthole Surfers”, hvorefter han kastede ud i en svært underholdende monolog om, hvorfor man ikke kan fucke med Butthole Surfers.
Det var lige inden ekstranumrene, og tilskuernes forsigtige klap var nu blevet til råben, hvin og tordnende bifald, som tjente et godt formål. Spencer & co. kom i hvert fald tilbage og spillede en ordentlig håndfuld ekstranumre, der i dén grad kompenserede for koncertens første, sløve halvdel.
Sitrende intensitet
’Pure Gold’, ’Outside Chance’ og den instrumentale surfrocker ’Pimento’ gik herefter rent ind, inden der blev lukket med forlængede versioner af ’They Were Kings’ og ’We Got to Go’ atter med indlagte Spencer-monologer.
Under dette svedige sæt af ekstranumre stod man blot og ønskede, at resten af koncerten dog bare havde haft samme sitrende intensitet. Måske skulle d’herrer spille sig varme, eller også er Heavy Trash-sangene bare ikke af en kaliber, der kan holde en hel koncert kørende.
Der havde i hvert fald næppe været en skjorte eller øje tør/t, hvis Spencer var dukket op med sin Blues Explosion… Ja, unfair (men legitimt) kort at spille.
Fest fra Heavy Trash på falderebet.
Trods alt.
