*****
(Fem stjerner)
Soul-sensationen Charles Bradley leverede en medrivende gospel-koncert i Amager Bio med et svinsk funky band.
På et tidspunkt under aftenens koncert med Charles Bradley fik jeg øje på manden bag mikserpulten. Set på afstand lignede han musiker- og producerlegenden Don Was. Set på kortere afstand ved baren var lydmanden dog mindst tyve år yngre end den velestimerede producer, der har arbejdet for så forskellige navne som Rolling Stones og Al Green.
På den anden side: set i en musikalsk, spirituel betydning ville det have givet en slags mening, hvís det var Don Was.
Ligesom aftenens midtpunkt Charles Bradley var Was og hans gruppe Was Not Was oprindelig inspireret af soul, motown og P-Funk.
For Bradleys vedkommende først og fremmest manden, han gennem 30 år levede af at kopiere: James Brown.
Bradleys historie er en af de sjældne. Hjemløs som teenager, reddet af sin søster og det offentlige amerikanske arbejdsløshedssystem, en efterhånden kendt James Brown kopist, senere forhutlet, tæt på at dø af en mystisk sygdom, tab og savn - og så det spektakulære gennembrud som 62-årig med egen musik.
Ikke så underligt, at den 67-årige sanger i dag rejser verden rundt i en sky af taknemmelighed og den kærlighed, han blev ved med at vende tilbage til under koncerten. Som han efter sigende gjorde på Roskilde Festivalen for fem år siden.
Den uanstændigt dybe soul-funk
Allerede kort inde i første nummer stod det klart, at denne onsdag aften i det udsolgte Amager Bio skulle komme til at stå i den uanstændigt dybe, dybe soul-funks tegn. De fleste var vel kommet for at se Bradley udfri sit tornede liv på scenen, men hold da bøtte et band.
Svøbt ind i et dundrende dunkelt lydbillede med en formidabel trommeslager og en næsten intimiderende kontant bassist i bunden. Trommeslageren, hvis spil med nonchalant selvfølgelighed svævede fra nærmest uhørlige slag på lilletrommen til spil med en råstyrke, som var han en jord- og betonarbejder med en brolæggerjomfru udenfor Apollo Teatret i Harlem, hvor Charles Bradley i årevis optrådte som James Brown.
Bradleys pladeselskab er kendt for mest at gøre sig i autentisk klingende retro funk-soul. Også når det gælder Bradley.
Udover The Godfather of Soul sammenlignes han ofte med Otis Redding og Al Green. Det giver mening, især når det kommer til det melodiske i hans sange og sangstemme i de sekvenser, hvor han ikke giver den fuld James.
Men med to blæsere og hele to meget elektriske guitarister, heraf den ene med en 'wah wah' pedal, som Don Was lookaliken var så venlig at skrue meget højt op for, lød det lige så meget af hvide 60/70er soulfunkgrupper som Blood Sweat & Tears og de tidlige Chicago på den ene side. Og en Bobby Womack på den anden. Især i det svinsk funky 'Ain't it a Sin'.
Inspiration til Amy Winehouse
Det kunne være et kompakt swingende lydtryk som i Amager Bio, dj og producer Mark Ronson søgte at opdatere på salig Amy Winehouses klassiske 'Black to Black'-album og Adeles '19'.
'Ladies and gentlemens', som Bradley siger på jive-slang, 'åben jeres hjerter, lad passionen flyde ind. Kærligheden'. Det gentog han flere gange. Og man skulle have en sjælens lydhørhed som hos en indremissionsk inkassator, hvis budskabet ikke forplantede sig i løbet af den næsten to timer lange koncert.
Ud af Bradleys strube flyder den patinerede, raspede klang af skrammet liv. Godt understøttet af de mange kække moves, han har tilegnet i sin tid som kopisanger.
For eksempel i 'Heartaches and Pain', hans signatursang, der opsummerer fortiden og 'Confusion' om en verden, der knager i furerne.
Charles Bradley er en overbevisende sanger, den 67-årige stemme virker overraskende velbevaret. Men det mest overbevisende den grund, den hviler på. Bradleys oprigtighed, den rørende ægthed, den enorme taknemmelighed, den manende gospel. Som da han før 'Lovin' You Baby' stolt sagde: 'Denne sang er der undfanget børn til. Måske bliver det nogle af jer i aften.'
Det er hverken første eller sidste gang budskabet om 'love' affyres fra en scene. Det er lidt som med Peter og ulven; det kan siges så ofte, at det taber sin virkning.
Og så igen. Manden har jo ret. Et eller andet sted i verden sidder der lige nu en eller to og planlægger den næste bombe i Europa, Pakistan, Tyrkiet eller, hvor det bliver.
Skal man finde et optimistisk node at gå hjem på, kunne det være i den kendsgerning, at der samtidig verden over ligger millioner i arm - i hvad der nu trænger ind af lys fra vinduet. Sikkert også i omegnen af Amager Bio.
Charles Bradley er et privilegeret menneske. Det er et lille privilegium at have mærket et par timer af hans soul.
Men rigtig stort blev det kun, fordi han taget sine funkbrødre med.
Charles Bradley, Amager Bio, onsdag aften.
