Med et af de flotteste sceneshow længe set indtog Kent søndag aften Forum - med en uges forsinkelse efter sanger Joakim Bergs sygdom. Det endte som en smuk svensk svanesang, da de abdicerende rockkonger endelig fik styr på lyden og nåede frem til de mest publikumsvenlige numre.
Kent er en enestående skandinavisk fortælling. Det svenske övermelankoliska band, der var indierock længe inden, den betegnelse blev almindelig, var Sveriges største rockband uden at være specielt folkelige. Snarere tværtimod. De er et af de få, om ikke det eneste, store svenske rockband, der nærmere havde sine rødder i britisk rock end i americana og Springsteen. Mere Manic Street Preachers, Radiohead og Depeche Mode end Bob Dylan.
Kent havde en enorm kult bag sig i både Norge og i Danmark. Hvad et udsolgt Forum vidner om. Selvom mindst 1/3 af publikum med et slag på tasken var kommet med Öresundståget.
Musikken har siden begyndelsen i 1990 haft sin helt egen kentesque klang, først og fremmest præget af Joakim Bergs spinkelt tørre, men også udtryksfulde stemme og hans unikke melodiske kompositoriske forståelse. Når jeg aldrig selv nåede at blive den helt store Kent-belieber, skyldes det musikkens ferskhed; fraværet af the blues. Der er masser af autencitet og vintermørk, nordisk følelse i Bergs tekster og hans sang – få kan synge ’Jag älskar dig’ så troværdigt som ham. Men ofte drukner lyrikken i musikkens monotoni. Som oftest i mellemtempo.
Afskedskoncerten i Forum var lige så vel en visuel, som musikalsk oplevelse. En gennemført kunstnerisk, udfordrende dunkel lyssætning med et hav af lamper, vendt ud mod publikum og et videoshow i bredest mulige format med billeder af bølger, træer, strukturer, figurer, dyr, mennesker, der alle bevægede sig i samme rolige, duvende rytme som musikken. Det var meget, meget flot.
Det begyndte med trommer i marchtempo som indledning til det noget atypisk, bombastiske Kent-nummer ’Gigi’. Der skulle gå ca. 25 minutter, før der for alvor var styr på lyden i hallen, der som bekendt ikke er skabt til musikalske oplevelser. Ingen tvivl om at musikken blev spillet live, men der var tydeligt også en del effekter på.
Først nede omkring ’Var är vi nu?’ og ’Hjärta’ lå guitarist Sami Sirviö distinkt i lydbilledet. Han – og hans forgænger i Kent – havde en vigtig rolle som ham, der med et lyrisk touch vævede melodiske spind ind i det enslydende lydbillede, og i andre øjeblikke som ham med foden på kickstarterpedalen, når der indimellem skabtes brudflader og spring i musikken.
Som Joakim Berg selv synger i ’Egoist, 'En monoton vers behöver en stark refräng'. Det ansvar lå ligeså meget i hænderne på Sirviö som sangeren selv. Og hos det tre kvinder store kor, som også var med, da Kent spillede på Tinderbox i 2014. Og som præcis som dengang supplerede Bergs noget rustne vokal. Ikke at den nogensinde har været Pavarotti.
Guitarist Sirviö ejede her til aften ’Andromeda’. Og igen i næste nummer, netop ’Egoist, som for alvor fik publikum med for en stund. Med et fyldt Forum, syngende med på den dobbelttydige satiriske tekst må man igen lette på hatten for et band, der har formået at samle så mange mennesker omkring nogle sange, der aldrig kom til at lefle. Eller sagt på en anden måde: give en stemme til et stort publikum, der ikke lod sig nøje med klichéer. Slet ikke signatursangen 'Sverige', der insisterende tyst byder alle velkommen. Og som derfor efter sigende er hadesang på den stadigt voksende yderste højrefløj i det blågule land.
Præcis det samme med en af mine personlige favoritter ’La Belle Époque’, der lyder som en hyldest til navnebror Joakim Thåstrøm. I ’Kärleken venta’, i en uafviseligt swingende version af 'Musik Non Stop’ og i det endnu større, akavede hit ’Utan dine andetag’ – blev oprindelig udsendt som en b-side på en single. Lige dér ramte Kent-toget også mig i samklang og fælles ’andetag’ mellem sal, band, lyd, sceneshow og teksten; Bergs renfærdige, ubetingede kærlighedserklæring – kærlighed er det, der bliver sagt, når der ikke bliver talt
Efter det første afslutningsnummer, igen med en imponerende videobaggrund – solen - kom hittet 'Dom andre' og 'Mannen i den vita hatten (16 år senare)', hvor Berg sang tekstens ’vi skal alle dø' så mange gange, at det endte med at virke som en form for selvironisk afskedssalut – tilsat det sidste nummer, Kent nåede at indspille, 'Den sista sången'.
Blev afskedskoncerten den begravelseshøjmesse, som mange fans i salen formentlig havde håbet? Ja, tilsyneladende. For den neutrale tilskuer var koncerten en værdig sortie for et band, der formåede at samle Norden i en musikalsk Kalmarunion.
De svenske rockkonger has left the building.
Kent, 'Afskedsturné, Forum, søndag aften
