*****
(Fem stjerner)
Som optakt til hardrocklegenderne Iron Maidens koncert i Herning senere i juni, så BT tirsdag aften den 41 år gamle hardrockgruppe i Berlin. Det tredje job på deres europaturné. Det blev en aften med Schwer Metal og livsglæde.
'What a strange place,' udbrød Iron Maidens Bruce Dickinson et par numre inde i aftenens koncert. Svært at være uenig. Amfibiescenen Waldbühne blev oprindelig udtænkt af Goebbels og anlagt som del af den olympiske by i 1936 i Berlin ud fra den dengang herskende devise: stor, større, Hitler.
Forestil dig halvdelen af Nou Camp i Barcelona bøjet i en halv bue med en håndboldbane i bunden. 50.000 mennesker siddende og stående i et kæmpe hul i jorden. Massivt.
Det blev så ikke mindre ildevarslende denne gennemført klamme majaften, hvor uvejr og mild sommeraften fortløbende lagde arm i luften over Berlin.
Og som den 57-årige Dickinson tilføjede:
'I know this place has a history. You know what: Fuck history! Let's do some rock'n'roll'.
Yeah. Sådan blev det.
På et tidspunkt, hvor livsstilssygdomme og gener, der kræver deres uret, i en foruroligende hast tager de store rockguder fra os, er der i sig selv noget opmuntrende i synet af Dickinson på scenen.
Det er ikke så længe siden, en kræftsvulst i halsen truede med at stoppe hans karriere. Men som det kunne ses allerede på Copenhell festivalen for to år siden, er Dickinson tilbage i fuld vigør. I aften var han i det store hele velsyngende og i et overstadigt humør, og bortset fra at han tabte pusten et par gange - bl.a. i 'The Trooper' - svævede den flyvegale englænders vokal stadig i det kendte, kraftfulde høje leje. Slet og ret imponerende, nævnte sygdom taget in mente.
I en scenografi som Indiana Jones møder Maya-kulturen møder klassisk Iron Maidenicana med groteske dødningehoveder og anden vederstyggelighed sprang Dickinson ubesværet rundt som var det stadig 1982, og den øverste britiske Iron Maiden var en jernlady.
For den objektive betragter kunne dette legendariske heavy metal-band godt virke anakronistisk. Bortset fra sangeren udgøres bandet af fem aldrende musikere, der alle er klædt på som i deres ungdoms heavy-vår. Den i øvrigt fremragende guitarist Janick Gers fedtmuler stadig rundt på scenen og opfører sit eget lille show i showet.
Iscenesættelsen er i det hele taget en grænsende til det corny visualisering af de visioner, der ligger bag Iron Maidens dunkelt mytologiske lyriske univers. Udtænkt af den stadig aktive bandstifter, bassist Steve Harris, der til denne anmelders glæde åbenlyst er fan af fodboldklubben West Ham. Selv hans guitarrem er indhyldet i West Ham-strik.
Til alt dette er der bare at sige: sådan er dét bare.
Iron Maiden har påtaget sig rollen at lege Iron Maiden - og hvorfor skulle de ikke det?
Den aktuelle turné er bygget op omkring numre fra det seneste album (ud af 38) 'The Book of Souls', hvorom meningerne blandt fans er stærkt delte. Personligt synes jeg bandets rejse mod en mere melodramatisk og fabulerende lyrisk, mindre metallisk hardrockstil er klædelig. Måske ligefrem inspireret af Black Sabbaths mastodontiske '13'-album.
Det første anslag til den massive rockmesse, som koncerten skulle udvikle sig til, blev allerede lagt i første nummer 'If Eternity Should Fall' fra det seneste album. Mareridts powerrock, leveret med viljestyrke.
Allerede i andet nummer 'Speed of Light' var lyden mere eller mindre på plads - måske p.g.a. af akustikken i Goebbels' amfibieteater. Vigtigt med distinkt lyd i et band med hele tre guitarister, som langt hen ad vejen har lige meget vægt i lydbilledet. Gers går sine egne veje, men som det lød denne tirsdag aften er samspillet mellem ham, Adrian Smith og Dave Murray selve omdrejningspunktet i dette ikoniske orkester.
Og måske ligefrem dét der adskiller dem fra så mange andre bands, der er fulgt efter og har kopieret. Variation og nuancering skabt i en gensidig loyal opbakning i det seksstrengede trekløver, hvor ingen er større stjerner end andre.
Det første deciderede højdepunkt var stadionhymnen 'The Red and the Black' med højstemt fællessang og crescendo-guitarpassager, så kværnende og legende påtrængende, at jeg for en sjælden gangs skyld tog mig selv i at ønske, at et ti minutter langt nummer var længere.
Derefter var resten af koncerten utroligt nok en opadstigende kurve. Speedet samfundskritik i 'The Trooper', skoledannende heavy metal i 'Powerslave', punchy Metallica'sk metalboogie i 'Death or Glory' - nervesitrende impressionistisk 'The Book of soul'.
En jublende 'Fear of the Dark' med Waldbühne som gigantisk kor på de udødelige 'Wooah '. Lige dér opstod den, fornemmelsen af noget fælles, der både er meget større end alt det andet omkring, og så alligevel noget forbigående, der kun kan fastholdes i tanken.
Iron Maiden er en allerhelvedes velspillende og vital rockformation. De har spillet sammen i godt og vel 35 år; der er en indbyrdes forståelse og blot og bar spilleglæde, der hørtes og mærkedes helt op i nervespidserne på de stejle lægter.
Det er fjerde gang, jeg ser Iron Maiden siden en regnfuld fuser på Roskilde Festivalen 1991. Det har ikke været større end i aften.
Og for første gang nogensinde brød jeg et princip - og købte en Iron Maiden t-shirt efter koncerten.
Iron Maiden, Waldbühne, Berlin, tirsdag aften