'Politik er ikke noget kvalitetskriterium for kunsten... Men vi skal blande os og være engagerede, for ellers har vi ikke noget demokrati.'

Citatet skyldes kongen af dansk one-man underholdning, Niels Hausgaard. Sagt i det nye nummer af fagbladet Artisten.

Hvis der er nogen på de danske scener, der efterlever dette statement fra oraklet fra Vendsyssel er det standup-komikeren Michael Schøt. Siden sin debut for 16 år siden har den politisk ukorrekte komiker hærget både tv og standupscener med kaskader af politisk baseret komik.

Bl.a. i Schøtministeriet. For ikke at tale om fire foregående oneman-show.

Naturligt på tiårsdagen (plus én dag) for Muhammed-tegningerne at tjekke Schøts nyeste show 'Ytringspligt' i Comedy Zoo i København.

God opvarmer fra Løgstør

Først er det på sin plads med et par anerkendende ord om opvarmeren Masoud Vahedi - fra Løgstør. Læg mærke til ham. Han var lidt svær at høre, ikke kun fordi han taler jysk. Men det der, der trængte igennem mikrofonanlægget, var vældig sjov. Som hos Schøt turneret omkring emnet ytringsfrihed/pligt.

Vahedi kom lige fra en fejring af tiårsdagen for de famøse tegninger med dannebrogsflag i kagen. Han havde sat ild til flaget. Og pralede med sit hjemland, Irans 3.000 år lange tradition for racisme. Vi danskere er de rene amatører ved siden af.

Dermed var tonen til Michael Schøts show slået an. Han virkede lidt nervøs/usikker til at begynde med. Tjekkede sit publikum af med nogle bidder om sine forbandet besværlige børn på tre og syv. Der skal meget til at genere et dansk standup-publikum i 2015, hvad det angår - og anslaget virkede påklistret. Måske fordi det tydeligvis mere kommer fra hjernen end fra hjertet. Modsat selve hoveddelen af showet - det politiske.

Der er, som Michael Schøt selv understreger, kun tre jokes i 'Ytringspligt'. Resten er ét langt raserianfald mod hykleri i alle sine former.

Verbale spark til hvidt og brunt hykleri

Verbale spark især til både hvid og brun selvtilstrækkelighed, til politikerne, til militant feminisme. Det usædvanlige ved Michael Schøt er, at han ikke bare fabulerer og skyder med one-liners, men faktisk indimellem argumenterer. Retorik og ægte standup-rock'n'roll på samme tid.

Hvad vil det egentlig sige at tegne Muhammed? Hvordan definerer man en tegning. En prik på et stykke papir. Man kan påstå, at den forestiller Muhammed. Men er det...?

Ingen er jo uenige i, at alle bør lønnes lige og have lige vilkår. Hvorfor så den hidsighed? Og iøvrigt har både DR og TV 2 kvinder i toppen. Se, hvad der kommer ud af det, som Schøt siger.

Hvis ligestillingsfundamentalismen fortsætter, ender det med, at kvinder skal betegnes som 'individer med nedsat lønudvikling'. Den tog et af aftenens største latterudbrud.

Og hvad er det med en valgkamp, der handler om indvandring, når det største problem er klimaforandring? Hvis polerne smelter, ender det med, at bådflygtninge er dem, der har fat i den lange ende.

Talende robot eller sovseophobning

Schøt stemte blankt sidste gang. Hvorfor kan man ikke selv vælge sin statsministerkandidat? Den talende robot Helle eller sovseophobningen Løkke.

Det er jo det både besværlige og vidunderlige: Det eneste fundamentalistiske i demokrati og den hertil knyttede ytringsfrihed er, at der ikke findes ikke et bedre alternativ. Til gengæld er der humoren som demokratiets nødvendige, vrængende spejlbillede.

Man kan ligeså godt grine med, selvom man er uenig, og selvom komikken kan være brutalt orkestreret. Dansk Folkeparti i almindelighed, og Martin Henriksen i særdeleshed, kommer næppe på julekort med Michael Schøt.

Personligt er jeg mest stødt over Schøts vedholdende angreb på tarteletter. Hvad fanden er der galt med dem? Men sjovt er det.

Imponerende at betragte Schøts teknik. Fra en, som nævnt, usikker begyndelse til en komisk tour de force. Der virkede, som om manden, jo længere han fik talt sig ind i 'Ytringspligt' nedbrød membranen mellem sig selv - manden der har skrevet teksten - og figuren i det stadig mere vibrerende raserianfald.

Spark til kollegerne

Der stod fire stjerner på den analoge blok, da han gik af scenen. Men så kom Schøt tilbage og trumfede sig til fem.

Med en ekstra bit, hvor den flinkeskole, som den danske standupscene stort set har været siden begyndelsen for lidt mere end 25 år siden, fik et par mavepustere. Næsten uden forsonende glimt i øjet. Ikke så meget det, at Michael Schøt dissede kolleger som Anders Matthesen (der var sjov for otte år siden) og Mick Øgendahl.

Det var mere pointerne. Han HADER awardshow, i særdeleshed 'Zulu Awards'. Var det ikke den butterfly-klædte falskhed, standup burde være et oprør mod?

Og skuespillerne, der aldrig selv har skrevet en linje. I øvrigt modigt af en mand, der er ansat af TV 2, der er vores allesammens storpusher af awardshow.

Som Michael Schøt siger, 'awards er noget man burde give til jer i salen, der står op klokken lort om morgen, passer jeres børn, producerer, henter børnene igen'. For samfundet til at køre. Denne anmelder kunne ikke være mere enig.

På den node kom 'Ytringspligt' til at handle om det, politik burde: almindelige mennesker. På et tidspunkt, hvor dansk politik er på vej til at blive værdipolitiske facebookgrupper, man efter behag liker og skændes i, er dét ganske forfriskende.

Michael Schøt, 'Ytringspligt', Comedy Zoo, København. Havde premiere tirsdag 29.09, BT så det torsdag aften.