*****
(Fem stjerner)
Efter en lille uges sommer i Danmark må man så sandelig sige, at The Lumineers for alvor sparkede døren ind til Store Vega på en festfyldt tirsdag aften.
Folk havde taget det gode sommerhumør med ind i mørket, og det var en forholdsvis ung forsamling, som havde indfundet sig.
I lyset af bandets unge levealder og den dundrende succes i hjemlandet USA fra dag et, hvor de i 2012 udgav singlen ”Ho Hey”, var det måske ikke en overraskelse, at der var udsolgt, og at det yngre segment fyldte mest. Det er dog glædeligt, at folk-pop-rocken, som Mumford & Sons (der i øvrigt spiller i Forum torsdag) startede, stadig og forhåbentligvis i lang tid fremover, vinder terræn på de Skandinaviske breddegrader.
The Lumineers havde foruden de tre faste medlemmer tre andre musikere på scenen, som gav numrene en gevaldig tyngde og dybde. Specielt i ”Scotland” hvor trommerne bar sangen frem til et storslået crescendo af et klimaks.
Det var dog kendetegnede for hele koncerten, at vi havde med et sammenspillet band at gøre, som virkelig nød at stå på scenen. Dog ”glippede” det én gang, til publikums store begejstring, da Wesley Schultz hoppede ned fra scenen og sang sig en tur igennem den forreste række af folk, under sangen ”Ophelia”, som er seneste skud på stammen af hits.
Det hele blev hits
Man skulle ikke tro, at vi havde med et band at gøre, som netop har udsendt deres bare andet album. For det var hit på hit, som fløj ud over scenekanten kontinuerligt. Selv de sange, som ikke var hits, blev lynhurtigt favoritter.
Som den stærkt nedbarberede ”Darlene”, som blev fremført uden mikrofon eller strøm til højtalerne, med hele bandet helt fremme på scenekanten og i fællessang fik en fællestrampen i gulvet i gang, til stor fryd for publikum.
Et andet eksempel var Bod Dylan-sangen ” Subterranean Homesick Blues”, som The Lumineers gav en intet mindre end fantastisk udgave af. Hvis ikke countrystemningen allerede havde indfundet sig, blev den i hvert fald skabt med det samme, i denne lidt hurtigere version af sangen i forhold til originalen, som på ingen måde skadede den – snarere tværtimod.
De to smukkest fremførte sange var ”Gale Song” og ”My Eyes”, som næsten skar i sjælen og beviste, at The Lumineers kan andet end at skrive tempofyldte og ørehængende hitlistesange. Specielt ”My Eyes” krøb ind under huden med omkvædet ”What did you do to my eyes, what did you sing to that lonely child”.
Efter sidste strofe var sunget, gik Wesley Schultz ud og Jeremiah Fraites ned til klaveret og fuldendte sangen ene mand, med en klaversolo, som fik hårene til at rejse sig. Det var afslutningen på koncerten, før de tre ekstranumre gjorde deres entre.
Man skal ikke gøre det sværere, end det er
Med ”Stubborn Love” som afslutning kunne aftenen næsten ikke slutte bedre. Sangen var samtidig et godt resumé af aftenen; melodiske og enkle sange, fremført fejlfrit, som ikke skulle bruge mange akkorder på at få stemningen til eksplodere i fællessang og -dans.
Som man allerede vidste, inden man gik ind til koncerten, hvis man havde hørt begge deres albums, er The Lumineers’ sange sjældent længere end tre minutter, så selvom de spillede 20 numre, følte man, at tiden fløj af sted og at man let kunne have ønsket sig 20 numre mere. Men det er måske svært at kræve, med tanke på deres trods alt sparsomme repertoire af sange.
At bandet for fire-fem år siden spillede dårlige coversange (har de selv sagt) på små spillesteder i New York, og nu er i gang med deres anden Europa-turne for fulde huse, er imponerende.
The Lumineers beviste med enkle kompositioner, at man ikke skal gøre det sværere, end det er. De opfandt ikke den dybe tallerken i aften, men de skabte en fest og en energi, som de færreste nye bands formår i dag, og så endda med rigtige instrumenter og ægte sang.
Man kunne have ønsket sig, at det havde været en fredag aften, så kunne man have redet videre på den positive energi natten lang. Men mon dog ikke energien lever videre resten af sommeren, i hvert fald for os, der var med denne skønne aften
