*****

(fem stjerner)

Det kan meget vel være, at den slidte ryg har tvunget ham til at sætte sig på en stol på scenen i de senere år.

Men der er stadig ingen over ham.

Eller ved siden af ham.

Og kun forsvindende få er i nærheden af ham.

Navnet er Larsen. Kim Larsen – hvis De skulle være i tvivl, mine damer og herrer.
Samme hr. Larsen tangerede flere gange i løbet af halvanden time det regulært mesterlige dér midt om natten (til søndag) på Jelling Festival. Med en sætliste, som vitterlig – for de blandt publikum, som var gamle nok – formede sig som dét lydspor til livet, denne mands kaskader af klassikere gennem de sidste næsten 50 år vitterlig har været.

Fra 45 år gamle ”Langebro” til dén helt nye ”Moder Jord” var der næsten ingen mislyde af finde i nattens sætliste. Fraset de lovlig letbenede ”Mig og Molly” og ”Tarzan Mama Mia” synes ordet ”sangskat” denne aften at være aldeles utilstrækkeligt, når man skal beskrive en sanger og komponist, som uden blusel kan lægge ud med en klassiker som ”Østre Gasværk” (efter en kort intro med ”Haveje”).

Vel vidende at sange som ”Tik Tik”, ”De smukke unge mennesker”, en pragtudgave af ”Hvis din far gi’r dig lov”, ”Flyvere i natten”, ”Længes hjem”, ”Pianomand”, én af de bedste versioner, jeg har hørt af smukke ”Fru Sauterne” og Gasolin’ garagerockeren ”Pilli Villi” følger efter den næste halve times tid.

Hvilket bringer os til koncertens anden halvdel, hvor Larsen spillede trumfer nok til at banke samtlige sine kolleger skamfulde tilbage til start. Jeg giver Dem – eller snarere; Kim Larsen gav os blandt andre:

”Hva’ gør vi nu, lille du?”, ”This Is My Life”, ”Rabalderstræde”, ”Midt om natten” og en afslutning med bedårende ”Langebro”.

Siddende dér på sin trone kan Kong Kim af Jelling for nogle måske virke lidt skrøbelig i 2016, men det gælder sandt for en sværm af døgnfluer ikke mandens stemme. Kim Larsen synger simpelthen bedre end nogensinde. Han har altid – i hvert fald når han gad – haft forbilledlig timing og diktion som sanger, men de kvaliteter synes yderligere forstærket i de senere år.

Man får vitterlig - selv efter alle disse år - forræderiske fugtninger i øjenkrogene, når Kim trakterer med vemodige ”Tik Tik”, ”Pianomand”, ”Langebro” og ”This Is My Life”, man elsker det faktum, at man eksisterer, lige dét højere, når han sætter i med livsbekræftende herligheder som ”Hvis din far. . .” og ”Fru Sauterne”. Og så skulle jeg da for resten hilse af sige, at gamle ”Rabalderstræde” selv efter 41 år stadig afføder en utidig lyst til at holde festen, der aldrig stopper.

Hvis man da ellers kunne holde til det.

Kim Larsen må så dele roserne med 2016 versionen af sit band Kjukken. Jørn Jeppesens rytmeguitar og glimrende korarbejde fylder flot op i lydbilledet, mens den forholdsvis nye trommeslager Jens Langhorn har et sejt drive og et swing, som i hvert fald jeg savnede hos hans forgænger.

Det var alt i alt og kort og godt en formidabel og i øvrigt også meget smuk aften, som trak såvel tårer som smil og lejlighedsvise forsøg på dansetrin frem hos tre generationer i publikum.

Lige dér. Midt om natten. I Jelling.

Kim Larsen & Kjukken, Jelling Festival, natten til søndag