*****

(Fem stjerner)

Der er så meget godt at sige om ’Anything Goes’, der for første gang ramte dansk jord i aftes på Det Ny Teater. Rammerne var så smukke, som de kunne blive. Og resten var, på godt jysk, ikke så ringe endda.

Jeg havde måske nok frygtet noget, der mindede om et lidt for happy festspil med sukker på og klichéer drivende ned af væggene, da jeg satte mig tilbage i sædet til premieren på Det Ny Teater i aftes. Det blev det langt fra. Ombord på oceanlineren med letpåklædte piger, unge sømænd, intriger, god musik og – selvfølgelig – kærlighed, var man i virkelig godt selskab.

Handlingen er hurtigt klaret. Billy Crocker (Silas Holst) er på jagt efter sin hjertenskær, Hope, som er røget i favnen på Lord Evelyn, der bare skal vippes af pinden. Derfor sniger Billy sig ombord på S.S. American som blind passager. Resten må du gætte dig til – men ja, de får selvfølgelig hinanden i enden, som man siger.

Uhøjtidelig forestilling

Vi andre får meget af det hele. For ’Anything Goes' fungerer – hele vejen rundt. Fra scenografi og koreografi til toner, takter og tekster. Det sidste kunne nemt være gået galt, når Cole Porters sange skal oversættes til mundret dansk, men Karen Hoffmanns tekster sad lige i øjet.

Det samme gjorde i øvrigt Jesper Malmoses replikker. ’Anything Goes’ viser sig ikke bare at lyde godt og se godt ud, men også at være sjov. Den er lykkeligt befriet for selvhøjtidelighed og nærmede sig i øjeblikke det nærmest grotesk sjove (tak til Preben Kristensens vanvittige fuglesang). Sådan plejer det altså ikke være, når man ser musicals, vel?

Mere Rommedahl

Der er så mange, der burde fremhæves. Preben Kristensen som ’samfundets fjende nummer et' – og forklædt som præst. Rikke Hvidbjerg som storsexet, velsyngende, virkelig dum blondine. Carsten Svendsen som hylende morsom aristokrat, et godt ensemble og rigtig dygtige dansere. Steen Springborg. Og alle de andre.

Øverst på skamlen – og i hovedrollerne – ses (og høres) Camille-Cathrine Rommedal og Silas Holst, som efterhånden er fast inventar som syngende danser i diverse musicals. Det forstår man egentlig godt. Han bliver bedre og bedre og har tydeligvis øvet sig på dét, der ikke ligger lige til højrebenet for ham: Sangen. Det kunne høres.

Men når man har Rommedahl at synge op imod, er man – splitte mine bramsejl - godt nok på hårdt arbejde. Hun spiller Reno, en natklubsangerinde, og vi får heldigvis fornøjelsen af hendes fantastiske vokal i det meste af forestillingen. Det var ikke et øjeblik for meget. Hver tone sad i skabet, og replikkerne flød naturligt. Hun ejer simpelthen den scene, når hun er der – og det var hun heldigvis meget.

Alt går an i ’Anything Goes’

'Anything Goes' havde første gang premiere på Broadway i 1934, midt i tredivernes barske tider, men på Det Ny Teater i 2016 var stemningen høj, og det var ikke bare et høfligt klappende premierepublikum, der var mødt op. Der blev grinet og klappet højt og fra hjertet – og med god grund. Mange, faktisk.

For her bliver der steppet løs, budt på drejescener, et hav af lækre kostumer og Cole Porters største hits. Her rimer ’akkorder’ på 'Cole Porter’, musikken spiller (tak til orkesteret), og det gør resten også. I første akt lige lovligt længe til min smag. Efter verden længste (gode) dansescene trængte vi så meget til en pause, at selv ballonpynten begyndte at røre på sig.

Den fik vi langt om længe, og tilbage i sæderne til 2.akt fløj tiden afsted og blev endda fyldt ud med en decideret morsom dansescene af Rommedahl og den selvudnævnte latino-sigøjner, Carsten Svendsen, som hev store klapsalver og endnu støre grin frem over hele linjen.

Der er meget få skønhedspletter i Anything Goes'. To gange nærmer det sig det lidt småplatte, men det går lynhurtigt over, og resten står skarpt. Det er festligt, folkeligt, hamrende underholdende og lige til at gå ombord i.

'Anything Goes', musical, premiere torsdag aften på Det Ny Teater

Musik og sangtekster: Cole Porter
Oprindelig dialog: P. G. Wodehouse/Howard Lindsay/Russel Crouse
Ny Dialog: Timothy Crouse/John Weidman
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi: Paul Farnsworth
Musikalsk instudering: Per Engström
Koreografi: Bill Deamer
Medvirkende: Silas Holst, Camille Rommedahl, Preben Kristensen, Steen Springborg, Marianne Høgsbro, Carsten Svendsen, Kristine Marie Brendstrup, Rikke Hvidbjerg  m.fl.