*****

(Fem stjerner)

Rockmusikkens største mørkemand lukker famlende lyset ind på sit nye album, der ellers er opstået på en tragisk baggrund.

For et år siden døde Nick Caves 15-årige søn Arthur ved et styrt fra en klint, nær familiens hjem. En obduktion viste, at sønnen var påvirket af LSD. Ud fra formtalerne af det nye album og filmen med den sort-sarkastiske titel 'One More Time with Feeling' kunne man få indtryk af 'Skeleton Tree' som Nick Caves store samlede sorgudfrielse.

Det er både rigtigt og forkert. En del af sangene er skrevet og indspillet før ulykken. Men dog færdigmikset senere. Hvor Cave inden ulykken formentlig ville have lagt flere lag ind på visse ufærdige optagelser, lyder de nu intenst ærlige uden ekstra lag finish som på Caves seneste 'Push the Sky Away' (2013).

Der er ridser, der er skrammer, der klump i halsen, fejl, decideret sjaskede passager. Der er numre som 'Girl in Amber' og 'Rings of Saturn', hvor Cave kvart messer, kvart rapper og halvt Bryan Ferry-klynker som i Roxy Music.

'Magneto' er det rene spoken word med et mareridtsagtigt, filmisk, meget Nick Cave'sk lydspor i et så lavt tempo, at det truer med at gå i stå.

Det er kun medvirkende til at gøre dette album til den mest insisterende samling dunkelt slendrende salmer, jeg længe har hørt.

'Skeleton Tree'  er indsvøbt i et lydbillede, så klart som et naturalistisk skumringsmaleri og samtidig flimrende diset som et impressionistisk ditto. Man lukkes ind i et rum, hvor intet er for sjov. Eller gratis, som Nick Cave tørt synger i afslutningsnummeret, titelnummeret 'Skeleton Tree'.

Selvom der er sange som nævnte 'Magneto' om at brække sig i vasken, er der også håb.

I 'I Need You' synger Cave 'Nothing really matters when the one you love is gone', mens han med mere og mere forpint stemmeføring og nedslået blik bønfalder om kontakt, suppleret af erindringsglimt. Bakket op af et lyst kor, der lægger en trøstende arm om sangen.

Som kærlighedssang kan den tolkes, som man vil. Men billedet af sangens 'you' ført sin regnfrakke i supermarkedet kan lige så godt som alt muligt andet forestille en 15-årig dreng - og guderne må vide, hvad der foregår i hans barnehoved.

Det er et meget, meget, meget smertelig og smukt nummer.

Cave siger i 'One More Time with Feeling', at sorgen har bremset hans kreativitet. Sådan virker det ikke for den, der følger med ved grammofonen eller cd-afspilleren.

Allerede i første nummer ’Jesus Alone’ synger Cave, ’du faldt ned fra himlen’, mens elektroniske lydmønstre og violiner blidt falder ned over teksten som sort sne. Man kan vælge at tolke nummeret som en opfordring til at leve livet, mens det er der.

Nu er Nick Cave sjældent leveringsdygtig i så enkel Nik & Jay-lignende prosa, men flere sange på 'Skeleton' er mere transparente end mange af hans mange klassiske, ældre ballader.

Allersmukkest i ’Distant Sky’, der synges sammen med den danske sopran Else Torp. Som f.eks. Caves egen duet med Kylie Minogue 'Where the Wild Roses Grow', og Sort Sols duet med Sissel Kyrkjebø 'Elia Rising' er det et glædeligt sammenstød.

Men hvor de begge mest er form, kan 'Distant Sky' både høres som en håbefuld chant for alle vildfarne - og som en stilfærdigt gribende beskrivelse af sønnens sjælerejse fra foden af klinten, hvor han døde, op mod sin himmel.

Det er tragisk, dybt tragisk, at Nick Cave og hans kone skulle opleve et forældrepars ultimative sorg, og så under de omstændigheder. Det bærer sine egen smertelige ironi, at Arthurs død skulle blive en så stærk kreativ katalysator for en kunstner, hvis sangskrivning i årtier har kredset omkring en fascination af netop død, blod og store religiøse temaer.

Nick Cave & the Bad Seeds, 'Skeleton Tree', cd, udkommer fredag