Amerikanske Angel Olsen var nærværende, sjov og gennemmusikalsk, da hun frembragte sin særegne, tidsepokeundvigende transistorradio-country torsdag aften i på Amager.
Selvom den 29-årige Angel Olsen på sit seneste album er begyndt at eksperimentere med synths og et mere markant 90er-klingende lydbillede, end da hun begyndte sin offentlige musikalske rejse for nogle år tilbage, får hun stadig tiden til at gå lidt i stå, når hun synger.
Det skete også torsdag aften i DR Koncertsalen, hvor Olsens gennemført cool band entrerede scenen i matchende gråblå smoking-outfits, anderumpe-frisurer og introverte stone faces.
Og med den Phil Spector’ske popballade ’Never Be Mine’s bittersøde længsel og træfsikre refræn, sendte Olsen fra koncertens første strofe mig tilbage til 50erne.
Et sted mellem Fleetwood Mac og Emmylou Harris
Men linjer som ”I will watch you turn and walk away” var det som taget ud af en vemodig High School ’Prom Night’, hvor ens hjertes udkårne havde valgt at danse med baldronningen, fremfor én selv.
Men Olsen fremmaner ikke kun en ung hjælpeløs, hjerte-smerte-ramt teenager: Snarere indrammer hendes tidsepokeundvigende og samtidig fundamentalt nostalgiske transistorradio-musik et begavet, men introvert, sangrepertoire, hvor der også bliver slået fra sig og ironiseret lunefuldt over tingenes tilstand.
Som på den eksplosive, garagerock-fuzzede ’Shut Up Kiss Me’, hvor Olsen altså ikke finder sig en døjt i, at blive droppet: ”Shut Up! Kiss Me! Hold Me Tight!” kommanderede hun over skurrende guitarer og sender tankerne hen på kollegaen Chan Marshall.
Eller den frostklare, Emmylou Harris-klingende countryballade ’Miranda’ fra debutpladen ’Half Way Home’, som Olsen med et smil denne aften dedikerede til ”all of you who’ll get arrested tonight”, efter at hun havde luftet, at hende og bandet helt klart skulle ud og svinge træbenet efter koncerten.
Nærværende og sjov
For i al sin underspillethed, var Angel både oplagt, nærværende og ret sjov i de små momenter, musikken ikke spillede denne aften. Og når hun så sang, var det som om den moderne verden fuld af digital støj, langsomt svandt bort.
Som på den countryrockede, knap 8 minutter lange mesterkomposition ’Sister’, hvor Olsens vokal transcenderede den evigt drømmende Stevie Nicks henover bløde basgange og diskrete trommer, før hendes flankerende guitarister begav sig ud i Lindsey Buckingham’ske guitarsoli til det vemodigt repeterede mantra; ”All my life I’d thought I’d change”.
Det behøver du virkelig ikke, Angel! Du skal bare blive ved med at være akkurat som du er.
Angel Olsen, DR Koncerthuset, torsdag aften
