Den 61-årige frederikshavner spiddede med vanlig satirisk bid nutidens samfundsånd, mens bandet gav den ikke så lidt på Dire Straits-tangenterne i DR Koncerthuset.
Det er usandsynligt svært – muligvis komplet umuligt - ikke at komme i godt humør i Allan Olsens koncertselskab. Bevares! Man kan være mere eller mindre modtagelig overfor nordjydens overvejende røvballe-tunge bluesrock.
Men det er dæleme svært ikke at falde for Olsens ukuelige, lune og skarpsindige humor, der hudfletter os danskeres smålighed, ”mig-mig-mig”-egoisme og skinhellighed.
Heldigvis foldede Allan sig ud med sin vanlige, knastøre nordjyde-humor i DR Koncerthusets pæne omgivelser, eminent akkompagneret af bandet, som siden sidste år har været med til at nyfortolke og sætte strøm til Olsens sangkatalog.
Måge-LOL og fællessang
Således blev publikum trakteret med både en ulmende protestversion af den marcherende ’Min far kørte post i staten’ og en eksplosiv bluesrock’et ’Kain og Abel (Affekt)’ fra den nye plade ’Hudsult’, side om side med klassikere som ’Frossen Fuldmåne’, ’Rolig Rolex’ og ’Rimmerby Strand’, der fik en ordentlig omgang Mark Knopfler’sk guitarkræs af Lars Skjærbæk.
Særlig herligt var Olsens stålsatte forsøg på at få det lidt (for) forsigtige publikum til at synge med på den flabede Lilholt-parodi ’Nu skal mågerne skydes’ – ikke ligefrem noget der burde være besværligt med det intentionelt fladpandede og ultra-catchy ”lålålå”-omkvæd.
Olsen gav ikke op, men hoppede resolut ned fra scenen og fik publikum i alle salens sider til varsomt at tage stemmebåndene i brug. Måske var det tekstens indhold, der noget indiskret langer ud efter vores voksende danske fremmedfjenskhed, som forskrækkede?
Bromance-jamming
Og så alligevel ikke. For intet mindre end to gange klappede selvsamme publikum stående Olsen og det velspillende band tilbage på scenen, så vi også fik serveret både en inderlig, eftertænksom ’Mit navn er Leo Numinen’ og en sublim, bromance-jammet version af ’Op til Alaska’, hvor bassist Thomas Alstrup besteg lillebrorens orgel.
Det virker ret ud sagt, som om det er skidesjovt at spille sammen med den ubændige Olsen. Og netop den glæde smittede ligeså stille af på aftenen.
Allan Olsen, DR Koncerthuset, søndag aften.
