Sangerinden Stine Bramsen, kendt fra Alphabeat, gav for tredje gang koncert i Aarhus med sit soloprojekt, og denne gang foregik det i Musikhuset Aarhus. Sangerinden var for nylig klar med sin fjerde single "Karma Town" fra hendes kommende udgivelse, en sang, som også hurtigt toppede hitlisterne ligesom en af forgængerne, "Prototypical". På en helt almindelig torsdag aften i marts inviterede Stine Bramsen publikum indenfor til et smugkig på de sange, som kommer til at være med på den endnu ikke udgivne ep.

Allerede fra starten af koncerten var stemningen i Rytmisk Sal i top, og Stine Bramsen havde også denne gang et større band med på scenen bestående af en trommeslager, en perkussionist, en bassist, en pianist, en keyboardspiller og to nye korpiger. Bandet fik allerede gang i publikum på åbningsnummeret "Heart Thief", som startede koncerten med en længere intro, der mundede ud i hovedpersonens entre på scenen til publikums store begejstring.

Stine Bramsen præsenterede fra starten af den ene ørehænger efter den anden, og med nummeret "Cover Girl" kom der for alvor gang i festen på scenen, og sangerinden kunne da heller ikke lade være med at danse rundt på de tårnhøje stilethæle til bandets næsten dancehall-lignende rytmer.

Talentfuld optræden

Humøret var generelt højt og stemningen god blandt de fremmødte publikummer, som klappede ivrigt med på de stærke beats. Dog kom flere på arbejde under hittet "Prototypical", der markerer den karakteristiske offbeat-rytme.

Midt i sættet fik publikum en helt anden side af sangerinden at se, da bandet, undtagen pianisten, forlod scenen. Her lagde Stine Bramsen an til et break fra det fremadstormende tempo, som mange af aftenens numre ellers bar præg af. Mens bandet holdt en kort pause, viste Stine Bramsen, hvad hun virkelig kan med sin smukke vokal og brillerede med skarpe fraseringer og et meget storslået og dybtfølt udtryk. Publikum var med sangerinden hele vejen, og der blev især lyttet intenst til de følsomme ballader, hvor Bramsen for alvor kunne vise sit store talent.

Stine Bramsen var dog ikke den eneste på scenen med talent, og hun viste da også stor respekt over for de dygtige musikere i bandet. Flere af bandmedlemmerne havde også passager, hvor de for alvor trådte frem og viste deres kunnen, og særligt de to nye korpiger viste høj kvalitet hele koncerten igennem.

En musikalsk fuck-finger med glimt i øjet

Som sangerinde er der ingen tvivl om, at Stine Bramsen ligger på et højt niveau, og høje, det er tonerne så sandelig også, og det er tydeligt, at det er her, hun føler sig mest hjemme. Kun få steder viste Bramsen, at hun rent faktisk godt kan begå sig i det dybe leje. En skam, at hun ikke udforsker de dybe og bløde klange endnu mere, da det virkelig klæder hendes ellers kraftfulde sopranstemme.

Under koncerten var der som nævnt ikke udelukkende lagt op til fest og farver, og det seriøse nummer "The Day You Leave Me", som handler om frygten for at miste den, man elsker, gav en god kontrast hertil.

Mellem de mange ørehængere var der da også plads til grin og små sjove historier, og særligt til nummeret "You Did Me Wrong" havde Bramsen noget på hjerte. Hun fortalte om dengang, hun faldt for ham den charmerende fyr, som alligevel viste sig at være noget af en player, og sendte samtidig en musikalsk fuck-finger, med et smil på læben og et glimt i øjet, i hans retning.

"Karma Town" var favoritten

Koncerten i Rytmisk Sal var alt i alt en meget positiv oplevelse, og stedet passede perfekt til Stine Bramsens alsidige musik, som rummer både det festlige og det følsomme.

Publikum blev sendt godt af sted med sangerindens seneste single "Karma Town" som det sidste ekstranummer, og salen var vild med det. Så vild, at der til sidst blev kvitteret med en stående applaus. En tydelig rørt og taknemmelig Stine Bramsen takkede af, mens bandet fortsatte og satte koncertens definitive punktum.

Stine Bramsen kan godt klappe sig selv på skulderen for en vokalpræstation i særklasse torsdag aften i Musikhuset Aarhus. Hun viste stor erfaring og kæmpe talent ved aftenens koncert, og man kan nu se frem mod en forhåbentlig snarlig udgivelse af sangerindens første ep.

Stine Bramsen, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal, torsdag d. 5. marts 2015