Det er en decideret nydelse at gå på opdagelse i Mews musikalske vandringer på dette, deres sjette studiealbum.

Seneste studieudspil ligger knap seks år tilbage. Dengang udgav gruppen for første gang et album uden den fjerde musketer, bassist Johan Wohlert. Forsanger Jonas Bjerre beskrev dog arbejdet med + - som et tomrum af en kaliber, så producer Michael Beinhorn foreslog at kontakte Johan Wohlert for at genskabe den tidligere skaberenergi, hvilket de gjorde.

Det er svært at sætte fingeren på, hvad hans tilbagekomst specifikt har skabt, men en lige så smuk pointe er, at han har været et vigtigt, kreativt tandhjul i helheden.

Pladen er i klassisk Mew-tilgang lagdelt og yderst symfonisk inspireret foruden grundigt varieret. Overordnet har pladen desuden en meget lys sound og fremstår som deres mest poppede til dato. Tjek eksempelvis My Complications i sin helhed og det vanvittigt lækre slutspil fra 4:01 i særdeleshed.

Der er færre deciderede omvæltninger som overgangen mellem Fox Cub og Apocalypso på albummet Mew and the Glass Handed Kites eller som nummeret Introducing Palace Players fra No More Stories …. En originalitet, der kunne have løftet pladen det sidste stykke, men der er mange forløb og udviklinger – lidt som postrock pakket ind i et poppet, flerfacetteret synth-univers.

Kuriøst nok er det ikke de to førstesingler Water Slides eller Satellites, der er mest spændende. Førnævnte My Complications, den pågående Witness med de lækre guitargange, den langsomme udvikling på Clinging to a Bad Dream eller den powerpoppede The Night Believer kommer først i rækken på en lækkerbisken af en plade, der magnetiserer sig til pluspolen. Ikke minus.

Mew '+-', fem ud af seks stjerner, udkommer mandag