Han synger det selv, et sted her på sit femte album – på mindre end to år: ”Så gør som alle anmeldere gør / når de ikke ved, hvad de ser / kvittér med fire hjerter til livet.”

Ordene falder i Seks Hjerter, tidligt på det nye dobbeltalbum og i en vokal levering, som kan bringe mindelser om en C.V. Jørgensen, mens Love Shop spøger i musikken.

Hvis man da skal drage sammenligninger, for Bisse er i ganske høj grad sin helt egen. Thorbjørn Radisch Bredkjær, som han egentlig hedder, dyrker stadig ikke just den traditionelle vers/omkvæd-struktur – Bisse kommer fra et andet sted, og med sig har han en stribe interessante, danske tekster.

Fra relativt straight storytelling iSelfiedøden og Kongeegen til Laurentii Tårer, hvor alter egoet (?) Bisse italesættes:

”Det var dengang, søgemaskinen lige var kommet frem / Det var dengang, Bisse stadig var pigernes ven / siden er tiden gået hen og blevet en anden / Siden er tvillingen vokset op og blevet en fortvivlet mand.”

Et besynderligt, besættende bekendtskab – og et album, som alligevel synes at komme sin lytter mere i møde end de foregående plader. Glimrende.

Bisse, Højlandet, cd