Dúné på Blå Scene North Side. 5 ud af 6 stjerner.

Hvis publikum på den aarhusianske festival Northside havde regnet med en stille start på dagen, så var det noget de hurtigt måtte glemme. For selvom klokken kun lige havde slået 12 søndag, på festivalens tredje og sidste dag, så havde Dúné ikke i sinde at lade festivalgængerne have søvn i øjnene ret længe.

For det var et super veloplagt og energisk band, der entrerede Blå Scene på festivalpladsen. Og det var med forsanger Matthias Kolstrup i spidsen, til lejligheden iført en til situationen meget passende hvid slåbrok.

Der gik dog ikke mange sekunder før, slåbrokken blev smidt og Matthias Kolstrup var i fuld firspring på scenen.

Lækker lyd

Gruppen, som har eksisteret siden 2001, men først var pladeaktuelle i 2007 med albummet 'We are in There You are out Here', lagde ud med det nye nummer 'Renegade' og det var til en utrolig lækker og knitrende skarp lyd fra Blå Scenes højtalere.

Lyden gik rent igennem til de, i starten af koncerten, små 100 fremmødte festivaldeltagere, der var kommet tidligt ud af sengen havde fået gårsdagens fadøl og fest på afstand.

Og hvis de fire gutter i Dúné havde været ude og feste lørdag, så var det heller ikke noget man mærkede. For under de indledende numre blev der både hoppet, rystet hoved og sågar lavet et par veloplagte ninjaspark fra Matthias Kolstrup.

Den gode start blev hurtigt fulgt op af hittet '80 Years' fra debutalbummet. Og det var med uformindsket energi fra samtlige bandmedlemmer. Den helt rigtige indstilling, når man åbner en festivals tredje og sidste dag. Specielt når det samtidig er en søndag.

For de tilstedeværende mærkede også straks, at Dúné ikke bare var kommet for at lire 45 minutters musik af og så smutte igen. Og den energiske begyndelse blev kvitteret med flot jubel og klapsalver fra de fremmødte, der under hele koncerten stødt blev flere og flere. Fra først små 100 personer til omkring 1000 ved koncertens slutning.

Afslappet samspil

En af præmisserne ved Northside festivalen er, at kunstnerne ikke har oceaner af tid til deres koncerter. Det betød at Dúné 'kun' havde 45 minutter til at give deres bud på en god koncert.

Og det lod gruppen, der oprindeligt bestod af syv medlemmer, men nu er nede på fire, til at favne fint. For det var kun små pauser mellem de ni numre, som Skive-bandet havde valgt til deres koncert.

Og når der endelig var en pause, så blev den oftest udfyldt godt af forsanger Matthias Kolstrup, der virker som om, han har stået på scenen altid. For han er super afslappet og har et godt tag på publikum. Så man føler sig konstant i sikre hænder, når han står med mikrofonen i hånden.

Den store force

Og netop Matthias Kolstrup er også Dúnés helt store force. For selvom gruppen samlet laver god musik, så er det forsangerens energi og tilstedeværelse, der gør bandet til en oplevelse live.

Han bevæger sig konstant rundt på scenen, hvor det ser ud til, at han har den absolut bedste fest af alle. Og det smitter af, når han hopper rundt på stortrommen, slentrer over scenen i bedste Mick Jagger stil og opfordrer publikum til at deltage i den fest, som han selv er vært for og centrum i.

Selvom koncerten var dagens første og derfor også var udfordret med antallet af fremmødte festivaldeltagere. Så var det en rigtig god oplevelse. Og selv når ting gik galt, som da musikken pludselig forsvandt under indledningen til det nye nummer 'Remember Valentina' fra gruppens kommende tredje album. Så var man godt underholdt takket være Matthias Kolstrup, der så bare valgte at underholde fra scenekanten indtil lyden var tilbage på sporet.

Velfortjente klapsalver

Der var, ud over lydudfaldet, kun få svipsere under koncerten. Men når lyden er så krystal klar, som det var tilfældet under koncerten, så bliver selv den mindste fejl forstørret markant. Og det blev straks tilgivet, for så gav gruppen den lige et ekstra hak opad i energi, og så var alt godt.

Og det hele endte lige så godt som det begyndte. Det var med hittet 'Dry Lips' fra debutalbummet.
Her fik den fuld skrue fra alle medlemmer af gruppen. Og det tog publikum imod med opstrakte arme og velfortjente klapsalver.

Super flot koncert, som kun lige undgår den absolutte topkarakter. Og den var kun små skønhedsfejl væk.