'Jeg har aldrig lovet noget, jeg kunne holde,' synger Ulige Numres Carl Emil Petersen som det første på den københavnske gruppes nye album 'Grand Prix'.
Sikke noget sludder. I al fald når det gælder hans gruppe, Ulige Numre. Siden Ulige Numre første gang poppede, eller måske nærmere rockede op i 2011 med 'København' har det været åbenlyst, at Carl Emil Petersen besidder et ikke bare lovende, men helt unikt sangskrivertalent.
Og det nye album 'Grand Prix' holder så godt som hele vejen fra A til Z, hvad 'København' og det efterfølgende album 'Nu om dage' gav løfter om; det moderne sansemættede, københavnske brostens rockepos.
Siden begyndelsen for fire år siden er Ulige Numre jævnligt sammenlignet med den svenske nytraditionalist Håkan Hellström (man kunne tage Lars Winnerbâck med), der følger i fodsporene på dinosaurer som Ulf Lundell og Eldkvarn.
Det vil sige med inspiration i americana-rock som Springsteen og John Hiatt spillet med ny frisk indiekant.
Bedre live end Hellström
Forskellen på Ulige Numre og Hellström er, at det danske band allerede lyder allerhelvedes rutinerede på scenen. Hellström - skal det indrømmes - kun bedømt ud fra den koncert, han gav på Vanguard Festivalen for to år siden.
På 'Grand Prix' har Ulige Numre allieret sig med den svenske superproducer med meget mere, Lasse Mårtén. Det samarbejde har resulteret i en varmere organisk, nuanceret lyd, hvor den uregerlige guitarist Lasse Ziegler fletter naturligt ind i et lydbillede med en masse små lydeffekter, Teis Lindeskov Søgaards loose trommespil og Jacob Ulstrups keyboard.
Det begynder insisterende med 'Racerhjerte', en lige ud Ulige Numre'sk rocksang med den særlige Petersen'ske melankoli og Zieglers melodiøse leadguitar diskret i baggrunden.
Allerede næste nummer, det prægtige 'Os idioter' er rockmusik med afstikkere langt i popland - eller omvendt. Præcis som Carl Emil Petersens eget hood, Christianshavn, atmosfæremæssigt har sneget sig langt ind på Amager.
Det nummer har alt, hvad man kan forvente af en christianhavnsk version af amerikansk heartland rock, en uafviselig melodi, solidt groove. Ikke ulig startfirsernes københavnske svar på Ulige Numre, Malurt. Eller The Gaslight Anthem uden speed i blodet.
Inspiration i rockens rødder
Carl Emil Petersen har flere gange vedkendt sig sin inspiration i rockens rødder. Det høres i 'Helt almindeligt' med reference til The Band, helt ned i en akkordgang fra 'I Shall Be Released'. Som The Band i flere år spillede med Bob Dylan.
I øvrigt lyder Zieglers guitar meget lig Robbie Robertson, som han lyder på sit seneste sololabum 'How To Become Clairvoyant'. Kildrende med den fuldfede lyd af rum i rørforstærkeren. Og en Petersen-tekst, hvor den første festivaloplevelse bliver en konkret metafor for Hans Bobheds noget mere religiøse tekst om udfrielse.
'Halvnøgne' er nok det mest Hellströmske nummer på albummet, igen lige præcis så kantet og samtidig melodiøst, at det bliver indsmigrende uden at lyde behagesygt. 'Vinterens fugle' har lidt af den samme håbefulde stemning som start-70ernes sangskrivere, f.eks. 'Everybody's Talking'.
Storbyromantiker
Ikke alt er lige godt.
'Før jeg mødte dig' lyder som hvis 'det nye' Arctic Monkeys blev sat til at jamme over riffet fra Doobie Brothers 'Long Train Runnin' (Without Love).' Det var nok mest sjovt i øverummet. Det samme med 'Victoria' - med den ellers rammende linje 'jeg vil ikke miste dig, jeg vil heller ikke miste mig selv i dig.'
Carl Emil Petersen er en stor storbyromantiker med ankelstøvlerne placeret solidt i rendestenen og i de drømme, han besynger. Måske allerstærkest i den akustiske 'Frit land', hvor han synger lige ned i solid dansk sangersangskrivertradition Niels Skousen og Sebastian og den alt for underkendte Tom Lunden fra Bifrost.
Nogle vil at ryste foragteligt på næsen af 'Grand Prix'. Som det altid vil være, når undergrund bevæger sig op i overgrunden. For poppet, for produceret, for poleret, vil man sige. Der vil være dem, der placerer et 'Melodi' foran 'Grand Prix'. Går det som, det som regel går, vil Ulige Numre udsende et mere råt og sprælsk rockalbum om et par år og fortælle i medierne, at nu er de endelig fundet tilbage deres rødder.
Det håber jeg fandme ikke. Man skal fare med lempe med den sammeligning; men altså, Christianshavn er blevet nævnt et par gange. Der var en gang et band med rødder i Christianshavn. Deres storhed bestod i deres insisteren på at balancere det folkelige med en autentistik skarp rockkant.
Vi har et af verdens største rockbands, Volbeat, med udgangspunkt i heavy metal, vi har D-A-D, garagerockbandet par excellence, vi har af og til Dizzy Mizz Lizzy. Vi mangler det store folkelige danske rockband. Hvis Ulige Numre og inspirationen vil, ligger refrænet frit for Ulige Numre.
Carl Emil Petersen og Ulige Numre har begået et blændende dansk rockalbum.
Ulige Numre, 'Grand Prix', A:larm Music.
PS:
Overtegnedes mandag begyndte med en cykeltur indad Lyngbyvejen, gennem brokvarterernes nordlige port, Hans Knudsens Plads, langs med Fælledparken, hvor cyklende mødre og fædre med sovende børn i cykelstolen kæmpede sig gennem en strid sidevind, nedover Nørrebro, hvor uhelbredeligt optimistiske københavnske forårsforelskelser allerede havde taget plads foran fortorvscaféerne, videre langs med søen på Nørrebrosiden, over Rådhuspladsen, ad Langebro med udsigt til havnen.
Turen sluttede i en mindre biograf, hvor jeg så den nye film, begået af Olivier Nakach og Eric Toledano (Dem med Oscar-vinderen 'De urørlige'). Igen en forunderligt magisk, social foruroligende, rørende romantisk komedie. Iscenesat i det absolut nederste ende af Paris, befolket af illegale indvandrere fra Afrika. Ghetto og romantik.
Den arbejdsdag kunne ikke være endt med et mere passende soundtrack end Ulige Numres nye album.
