Heavy er mere populært end nogensinde, genrens bannerførere i Metallica har lavet deres bedste album længe, og Lars Ulrich er ovenpå og ovenud tilfreds.
Nogle mener, at Lars Ulrich er en overfladisk, egocentreret charlatan. At han har mere travlt med at omgive sig med de rigtige mennesker, rende til receptioner og kunstudstillinger, end han har med at øve sig og passe sin tjans som trommeslager i Metallica.Okay, Lars er det mest synlige medlem af bandet. Men det er der en grund til. De andre tre medlemmer af bandet kan ikke fordrage rampelyset ; med mindre det er sat op over én af de scener, de spiller på.
Lars derimod har det fint med opmærksomheden, og derfor er han ganske enkelt valgt til at repræsentere bandet udadtil. Det er dét, der har skabt ham et ufortjent ry som overfladisk. Hvor sandheden er, at Lars blot gladelig deler ud af sig selv.
I kan trygt tage det fra én, der har kendt den 44-årige knægt fra Hellerup i over tyve år: den dag i dag er Lars så afgjort den mest indædte forsvarer for »sagen Metallica«, man kan forestille sig.
Det er han også denne dag, da jeg atter møder ham i trommeslagerens »home away from home«, Hotel D’ Angleterre i København. - Hvordan har du det, mand? spørger han oprigtigt interesseret. Da jeg forsikrer ham, at jeg har det aldeles glimrende, smiler han.
- Godt! Hvor er det godt, mand!
Scroll ned og læs mere
Hård rock på fremmarch
Det turde være overflødigt at spørge Lars om det samme. Kæresten Connie Nielsen og det nyeste skud på Ulrich-stammen, den 1-årige Bryce, er »lige nedenunder«, og far er tydeligvis ovenpå såvel i bogstavelig som overført betydning.
Jeg kommer til at nævne, at vi begge nødvendigvis må have det godt, når »vores musik«, den hårde rock, synes at være på kontant fremmarch i disse år. Så sætter Lars motormunden i højeste gear.
- Ja, det kan jeg sgu godt skrive under på, mand! Vi har her i sommer spillet steder som Rumænien, Bulgarien og Letland, og uanset hvor vi kommer frem er folk virkelig på. - Der er ved at ske det, at de kids, der er blevet tretten år og for alvor er begyndt at interessere sig for musik, alle sammen synes at være på 70’ er og 80’ er rock mere end noget andet.
Lars holder helt ukarakteristisk en flere sekunder lang pause, inden han fortsætter: - Det er virkelig utroligt, som i fucking unbelievable, og det er på verdensplan. Happy days, du gamle!
Kritiseret af fans
Glade dage på rockscenen betyder glade dage i Metallica.
Med det kommende niende album, »Death Magnetic«, som udkommer 12. september, har bandet endelig gjort det, som fans har sukket efter i mange år: lavet den naturlige opfølger til metalklassikerne »Master Of Puppets« (1986) og »And Justice For All« (88).
Metallica har - trods det at de har solgt over 100 millioner plader i karrieren - været i den mærkværdige situation, at de er blevet konstant kritiseret af kernefans, som ikke kunne se fidusen i motorcykelrocken på »Load« og »Reload« pladerne i 90’erne og langt mindre i den skærebrænder-støjende »St. Anger« fra 2003.
Orkester på markedspladser
Således har det ligget i luften længe: ingen svinkeærinder denne gang, nu skal Metallica levere, i stor stil. Som de gjorde i firserne. Ellers kan det være lige meget. Det ved Lars godt:
- Jo, vi skulle lave en virkelig fed plade denne gang, ellers kunne vi godt ende som et nostalgi-orkester, som bare rejste rundt på markedspladserne (latter). Det fede har så været, at jeg godt har kunnet mærke, at alle, også de andre bands gerne vil have, at vi laver en fed plade. Alle vil gerne have, at vi gør det rigtige, og vi får enormt meget support. Hvilket jo alt sammen er godt nok, men: - Det altså også hårdt at så at sige skulle bære en hel musikgenres fremtid rundt på skuldrene. Nogle gange bliver jeg altså nødt til at sige, at det altså bare er ti numre på en heavyrockplade.. Mange tager det her så pissesealvorligt, og der er altså små børn, der ligger og dør af sult rundt omkring i verden, så få lige lidt perspektiv.
- Jeg er sikker på én ting: det er den bedste plade, vi kunne lave i 2008, og det er jeg sgu stolt af . Der er selvfølgelig altid et par idioter, som sætter en ære i at hade Metallica, men vi har gjort, hvad vi kunne.
Bange for kopier
Og det, Metallica har gjort, er at søge tilbage til de samme inspirationskilder, som skabte de ovennævnte klassikere fra 80'erne. En periode bandet ellers har brugt næsten tyve år på at løbe væk fra.
- Jamen, vi var sgu bange for at lave blege kopier af de plader dengang, forklarer Lars.
- Både vi selv og andre tog de plader så fandens seriøst, at vi løb fra dem i mange år. Men Rick Rubin (producer, red.) fik os til at tage den med ro. Han sagde, at vi skulle forestille os, at vi skulle til at lave vores første plade. Den, som skulle skaffe os en pladekontrakt.
- Derfor måtte vi ikke længere være bange for de plader fra firserne, tværtimod skulle vi lade os inspirere af dem. Af hvordan vi lavede dem og hvordan vi komponerede dem. Lars understreger, at pladerne op gennem 90'erne og »St. Anger« var nødvendige. Ellers var »Death Magnetic« ikke kommet til at lyde, som den gør. Som det er, lyder »Death Magnetic« som klassisk Metallica. Hvilket vist kun efterlader at ønske »velkommen tilbage« til det »rigtige« Metallica. - Jamen, så siger jeg da tak, smiler Lars.
