Moderne teknologi har gjort det muligt at dele koncertoplevelsen med dem derhjemme på en helt anden måde end for bare få år siden. Derfor er det blevet helt almindeligt se en hær af mobiltelefoner i luften under koncerter, så øjeblikket kan foreviges - og måske deles med vennerne på Facebook efterfølgende.

Men de filmende mobiltelefoner er bestemt ikke lige populære blandt alle kunstnerne. Senest fik megastjernen Adele nok under en koncert i Italien forleden. Det skriver TV 2.

»Kan du ikke stoppe med at filme mig med dit videokamera, for jeg er her i virkeligheden. Det er live, og du kan nyde det live,« sagde Adele til en kvinde, som var meget ivrig med at optage showet fra sin plads næsten lige foran scenen.

Den 28-årige popstjernens svada blev mødt med jublende tilråb fra mange af tilskuerne - og blev naturligvis optaget på... en mobiltelefon. Du kan se optagelsen i bunden af artiklen.

Men Adele var skam ikke færdig med sin opsang til den filmende fan.

»Det her er ikke en dvd, det er et rigtigt show, og jeg vil virkelig gerne have, at du nyder showet, for der er rigtig mange mennesker udenfor, der kunne være kommet ind i stedet for dig,« fortsatte Adele.

Videoen blev lagt på Youtube den 29. maj og er på blot to dage blevet vist over en million gange.

I kommentarfeltet under klippet foregår der en livlig diskussion mellem dem, der mener, at Adele gjorde ret i at irettesætte kvinden, og dem, der mener, at popstjernen gik for vidt og burde acceptere, at filmende fans er kommet for at blive.

Du kan se klippet af Adeles opsang til den filmende fan her.