Der var varmt som på bunden af en gryde med Irish Stew, da Snow Patrol spillede i Falconer onsdag aften. Koncerten blev en manifestation af livsglæde på trods.

På vej ud af Falconer efter godt halvanden times koncert med nordirske Snow Patrol måtte man konstatere, at enhver metafor med sne ville være totalt malplaceret. Så skulle det da være noget med smelte. For efter sidste ekstranummer var der så gloende varmt i salen, som på bunden af en gryde Irish Stew.

Man kunne også starte et helt andet sted. Sidst, jeg var i Falconer, optrådte Rasmus Seebach. Unægtelig en noget anden boldgade. Og så alligevel ikke helt. For stemningen til sidst, her onsdag aften, var næsten lige så eskaleret og ekstatisk, som da Frederiksbergs store søn stod på scenen.  

Præcis som ham rundede Bangors store søn, Gary Lightbody, af med en smuk, smuk hyldest til sin afdøde far. Nemlig det nye nummer 'Lifening'. Det har ikke samme lyriske tyngde og soul som Garys gode ven, Bonos hyldest til sin far, 'Sometimes You Can't Make On Your Own'.

Til gengæld er der en næsten japansk haiku-renhed og enkelthed i 'Lifening' - og de fantastiske linier 'A place to call my own / This is all I ever wanted from life / Ireland in the World Cup / Either North or South'.

Som Lightbody sang 'Lifening', med ægte, bævende stemme i første vers, så - ja, hvad skal man sige... det kommer ikke meget tættere rock på liv og død. Eller ind i et rum, hvor alting starter og slutter på samme tid.

Alene dét øjeblik vil jeg - og formenlig de fleste andre i Falconersalen - tage med og gemme på sindets musikalske Amagerhylde. For at tage det frem og mindes i ny og næ. 

LÆS OGSÅ: 

Coldplays Chris Martin har en gang sagt noget i stil med, at der bl.a. skulle en koncert med Snow Patrol til at overbevise ham om, at det er okay at gøre en fest ud af melankolien.

Man forstår ham. Allerede fra første nummer 'I'll Never Let Go' og derefter 'Take Back The City' var der dømt fest i Falconer.

Lightbody optræder på én gang med en charmerende og totalt jordnær udstråling og samtidig stadionrock-attitude. Som en performer, der kommet til byen for at efterlade alt øde og tømt.

LÆS OGSÅ: 

Sammen med det velspillende band løfter han sine sange. 'Crack The Shutters' f.eks. 
 
Personligt kan jeg have det svært med et af indierockens dogmer, den skematiske stringens, at ingen instrumenter må løfte sig over andre. Men man må lade Snow Patrol, at de spiller igennem. Især, da trommeslageren Jonny Quinn endelig, langt inde i sættet for alvor begyndte at banke igennem på trommerne, som i starten slet ikke matchede bassisten Paul Wilsons offensive spil.

Langt fra alle det nordirske bands sange er lige spændende. F.eks.er 'Called Out In The Dark' fra det seneste album er ikke meget andet end gang bulder og brag i tomgang. På den anden side - med fire af 00ernes største neoklassikere 'Run', 'Just Say Yes', Shut Your Eyes' og 'Chasing Cars' leveret med så meget hjerte og power. Så kan man ikke andet end ... smelte.

Det var en manifestation af livsglæde på grund eller på trods af al den miserable længsel, der er indierockens salt.

Snow Patrol, Falconer, onsdag aften.