».... Det er mig, der har drømmene med til dig..«

Citatet er mere eller mindre behændigt planket fra én af Kim Larsens fineste sange ('Hvis din far gi’r dig lov'), og fredag aften på Amager beviste kong Kim og det knaldende kompetente kongelige kapel Kjukken, at den aldrende mand fra Københavns Nordvest-kvarter er mand for sine ord.

Og havde Kim og Kjukken så nøjedes med at tage drømmene med til os fredag aften, havde det bestemt været nok. Men denne koncert var så meget mere. Jeg vil tage en retssag med et kobbel kollektive klaphatte i jurystolene og føre afgørende bevis for, at selve livet lettede denne aften.

Vi fik dem godt nok – drømmene.

Vi fik også selve lydsporet til vores liv – alder aldeles upåagtet.

Vi fik i omegnen af 30 sange, som stort set alle hører til blandt det ypperste, der er præsteret herhjemme i små fem årtier.

Vi fik dem serveret på en måde, så det gav én håbet på anstændigheden, kærligheden og solidariteten alle imellem tilbage i et omfang, som man ikke skulle tro muligt i en verden på vej af sporene for at lande på et permanent leje i det 21. århundredes eksorbitant rummelige dårekiste.
Tag det fra én, som første gang oplevede Kim i spidsen for salig Gasolin’ tilbage i 1973 (!), at denne koncert på Larsens gamle hjemmebane tæt på Christianshavn nemt kunne være det bedste, jeg nogensinde har oplevet ham. Tilgiv mit sproglige armod men hold da kæft hvor var det smukt

Den søde unge dame ved min side – vi kan jo kalde hende Yndlingsbabe – måtte tørre tårer væk fra mine øjenkroge under 'Tik Tik', 'This Is My Life', 'Hva’ gør vi nu, lille du' og en fantastisk 'Langebro'. Det gjorde hun så godt, at jeg sang hele enestående 'Fru Sauterne' ind i ansigtet på hende.
Det har næppe været kønt, men det var kærligt ment, og hun tog det pænt.

Jeg erkender, at en nylig familietragedie nok havde gjort mig en anelse – ahem! – gråd labil denne aften, men det siger alt om Kim Larsens sublime sange og den måde, de blev leveret på, at jeg forlod Amager Bio med håb i mit gennembankede hjerte, nordvendte mundvige og en sær snigende fornemmelse af, at alting måske nok ikke er så tosset endda.

Specielt det sidste vil sgu’ sige noget, som tiderne er.

Kjukken spiller fremragende dér præcis på det rette sted mellem tight eksekvering og det løse liv, mens 71-årige Kim Larsen simpelthen aldrig har sunget bedre. Mandens tone og timing er forbilledlig, og han synger og taler stadigvæk vores modersmål så forbandet smukt. Lyt og lær for fanden da!

»Uanset hvad så lover jeg, at 'Rabalderstræde' overgiver sig aldrig,« doserede Larsen før en forrygende version af netop dén sang mod koncertens slutning.
Det gør Kim Larsen heller ikke, skulle jeg hilse at sige.

Så vi må til det igen: Kim Larsen – ingen over, ingen ved siden af og for den sags skyld – når det kører, som det gjorde fredag aften – heller ingen bare i nærheden.

Kim Larsen, Amager Bio, fredag aften.