Ukraine har nægtet Rusland adgang til Eurovision-showet i Kiev, så nu forsøger arrangørerne med en utraditionel lappeløsning, der skal sikre deltagelse fra alle lande.

Eurovision årgang 2017 kan vise sig at blive en grim, politisk affære.

Siden Ukraine sidste år vandt finalen i Stockholm med sangerinden Jamalas krigs-sang ’1944’ har den ellers så fredelige sangkonkurrence været præget af højpolitiske spændinger.

Ukraines vindersang blev sidste år tolket som en kraftig svada imod Ruslands overtagelse af Krim-halvøen, og nu fortsætter Ukraine kampen imod Rusland ved at nægte dem adgang til dette års show.

Begrundelsen lyder, at Ruslands deltager, den handicappede sangerinde Julia Samoylova i 2015 optrådte på Krim-halvøen, og derfor er hun ifølge Ukraines lov nægtet indrejse i Ukraine de næste tre år.

Hvad gør man så?

Organisationen bag Eurovision har fundet på en lappeløsning, der går ud på, at Ruslands deltager i showet via en satellitforbindelse fra Channel One Russias studier i Rusland, som så bliver vist under showet fra Kiev.

»Dette er aldrig sket før i konkurrencens 60 års lange historie, men for at ære Eurovisionens inkluderende værdisæt og dette års fokus på forskellighed, har vi valgt denne løsning, så alle 43 lande har mulighed for at deltage,« skriver Eurovision-organisationen i en pressemeddelelse.

Satellitforbindelsen skal dog stadig ses som en sidste mulighed. Man arbejder fortsat på at få Ukraine til at bløde op og lade Rusland være med, uanset hvilke politiske spændinger, der er imellem landende.

»Vi er fortsat i dialog med de ukrainske myndigheder i håb om at kunne få alle deltagere med til Kiev. Det er vigtigt, at Eurovison holdes fri for politik,« slår Eurovision-chef Jon Ola Sand fast.