”Say Yeah!” forlangte Kiss foran et sparsomt, men sympatisk indstillet publikum i Horsens, som lige kunne mande sig op til et ”Oh well!”, imens en rystende svagt syngende Paul Stanley trak de amerikanske veteraner ubønhørligt mod den absolut sidste salgsdato.

Der er lige et par ting, vi til en indledning skal have slået fast her.

For det første nyder de Dyrups-dyppede drønnerter fra New York, der hedder Kiss, fuldt berettiget legende- status efter godt fire årtier på rockscenen. Bandets eksorbitante shows har i min optik aldrig overdøvet det noget mere væsentlige faktum, at Kiss har begået en lang, lang række amerikanske rockklassikere, som igen har haft indflydelse på flere generationer nye rockbands.

Kiss’ kavalkade af klassikere er så overbevisende, at bandet rangerer blandt denne anmelders ti-tyve absolutte favoritbands gennem tiden, og jeg hører dem stadig på ugentlig basis – 42 år efter jeg købte mit første Kiss album ”Hotter Than Hell”.

Når det så er sagt, præsenterede tirsdagens koncert i Horsens et band, som ubønhørligt nærmer sig sidste salgsdato. Trukket hen mod og måske endda over samme fordi ét af bandets essentielle medlemmer ganske enkelt ikke KAN levere mere.

Yep, nu er rock jo en religion for nogle af os, og jeg havde sgu’ ærligt talt troet, at jeg skulle konvertere til reggae, før jeg skrev det, der kommer hér: Men Kiss’ medstifter og manden bag en lang række af bandets største sange, Paul Stanley, KAN simpelthen ikke synge fornuftigt længere. Og således nødlandede en række af de sange, som normalt bæres af Stanleys vokal, på det meste uskønne i Horsens – og vi taler sange som ”Firehouse”, ”Crazy, Crazy Nights”, ”Psycho Circus”, ”Lick It Up” og ”I Was Made For Lovin’ You”, hvor Stanleys stemme fremstod enten rystende svag og lejlighedsvis falsk, hvis den ikke ligefrem – som i de to sidstnævnte – simpelthen helt forsvandt.

Jeg har været og er såmænd også stadig en stor beundrer af Paul Stanley, men i dag er han et led så svagt, at det truer med at briste hvilket øjeblik, det skal være. Og man kan SE det – både på ham selv og hans bandkammerater. Sidstnævnte er heldigvis alle tre habile sangere og redder, hvad der reddes kan med deres korarbejde i Stanleys sange. Manden selv er desværre væk – ikke bogstaveligt talt men stemmen er efterladt en generation og et par kontinenter væk.

Til gengæld trådte bandets anden hovedperson Gene Simmons i karakter (det var han faktisk også nødt til) i en ganske god ”Flaming Youth”, en lystig ”Love It Loud”, gode, gamle ”Deuce” og – ja da! – ”Rock And Roll All Nite”.

Dér var aftenen såmænd i perioder ganske hyggeligt her sammen med de sølle 3.500 fremmødte i Horsens. På sådan en ”Matador-med-forvrænger-pedal” agtig facon, men man kan sgu med god ret spørge, om det er sådan rockmusik skal være.

Eller man kunne spørge om Kiss efter 44 års virke i klassisk rocks tjeneste ikke nu burde hyre et par gaffeltrucks og kyle kostumerne op på loftet for sidste gang.

Og svaret på det spørgsmål vil jeg mene er:

Jo!

Hvis Stanley vitterlig ikke er til mere, end han var tirsdag aften, ville det fandeme være synd at fortsætte og mudre de mageløse minder til, nogle af altså har om dette herlige foretagende.

Skriver jeg så mens jeg sidder hér og med visse problemer med VVS-arbejdet i øjenkrogene er ret sikker på, at det der nok var sidste gang, jeg hørte den RIGTIGE amerikanske nationalsang, ”Rock And Roll All Nite”, live. . .

Kiss, Horsens Forum, 9. maj

Sætliste

Deuce

Shout It Out Loud

Lick It Up (Won’t Get Fooled Again)

I Love It Loud

Firehouse

Shock Me

Flaming Youth

War Machine

Crazy, Crazy Nights

Cold Gin

Say Yeah

Psycho Circus

Black Diamond

Rock And Roll All Nite

EKSTRA:

I Was Made For Lovin’ You

Detroit Rock City