Forestil dig én af de der gamle sort/hvide cinema-noir-film, hvor den langbenede brunette med hæs stemme fortæller den benhårde privatdetektiv, at hun har brug for hans hjælp. Han tøver først. Men da han så har zoomet ind på brunettens læber og set hendes rytmiske stilet-gang, er han solgt.

Og hvad har det så med Brian Setzers nyeste album at gøre? Jo, her er lytteren den måske lidt tøvende privatdetektiv. Musikken er den langbenede brunette, der med sit swing og sine øjnes lokkende mørke forfører selv den mest modvillige. Og hvis du så tilsætter bare en lillebitte knivspids Tarantino, så kører filmen sikkert allerede inde i hovedet. Fantastiske guitarfingre Engang for længe siden, i midten af 80erne, hittede Brian Setzer sammen med sin rockbilly trio The Stray Cats. Tænk 'Rock This Town' og 'Stray Cat Strut'. Og de gav bl.a. en forrygende koncert på Roskilde Festivalens Orange Scene. Siden har manden med det stadig imponerende Elvis-hår og helt fantastiske guitarfingre udforsket den amerikanske sangskat - fra jazz og swing over blues, bebop og tilbage til rocken. Og på 'Songs From Lonely Avenue' rammer han jackpotten som aldrig før. Med hjælp fra den legendariske 87-årige stryger-arrangør Frank Comstock, som før har arbejdet med Judy Garland og Doris Day, maler Brian Setzer et dynamisk, drømmende og samtidig voldsomt sexet lydbillede. Og da sange som 'Kiss Me Deadly', 'Gimme Some Rhythm' og 'Trouble Train' samtidig besidder så høj en kompositorisk kvalitet, så er det umuligt ikke bare at overgive sig. 'Songs From Lonely Avenue' er desuden én af den slags cder, hvor én sang ikke er nok. Det hele hænger sammen. Og hvis du vil forkæle dig selv, så køb hele svineriet i en butik - ikke én sang ad gangen via iTunes. hoeg@bt.dk