Han er for anarkistisk til at være anarkist, kan ikke udstå dommedagsprofeter, men finder friheden i sin kunst. På Fanø bestemmer Johnny Madsen - og hans selvudnævnte translatør.
»Her kører vi med ø-sele,« siger Jeanett Exner, Johnny Madsens personlige assistent, mangeårige samarbejdspartner og manager.
Jeg bøvler med at få fat i selen, da det går op for mig, at jeg sidder på den. Den er spændt om sædet, så bilens advarselssystem ikke protesterer.
»Der er så små afstande her på øen, at det ikke giver mening at tage selen af og på hele tiden.«
Det handler om frihed.
Vi sidder i Jeanetts »lille søde« Peugeot på vej fra færgelejet i Nordby på Fanø. Fotografen og jeg skal mødes med musikeren og billedkunstneren Johnny Madsen, der i tre årtier har haft Fanø som sin faste bopæl. Men før vi kører ud til hans hus og atelier, vil Jeanett lige briefe os.
Hun tager imod i sort pels, store runde Prada-solbriller og med en Michael Kors-taske over skulderen.
I briefingen indgår ord som geni, men også beskrivelser af en mand, der ikke stiller leverpostejen tilbage i køleskabet, når han har smurt sig en mad.
»Johnny har en evne til fokus og fordybelse i sit arbejde, som jeg aldrig nogensinde har set før. Og jeg har ellers set en del.«
Jeanett Exner er med egne ord selvudnævnt translatør i Johnny Madsens liv. Mor, veninde og samarbejdspartner. Hun holder styr på hans kalender, laver mad til ham om aftenen og har netop været tre måneder i Malaga med ham.
Peugeotens askebæger er fyldt. Cigaretter toppet af en cerutstump. Passagersædet er plettet, og på gulvet ligger ristede løg. Noget Jeanett ikke undlader at gøre opmærksom på: »Jeg skal have bilen til Kommunekemi, det kan jeg godt sige dig.«
Her har Johnny Madsen siddet dagen før og spist ristet hotdog og roastbeefmadder. På en tur fra København til Fanø. Sammen med Jeanett og sit band har han været i hovedstaden for at få mixet sin nye plade »Godt nyt«. Den er på gaden 11. september. Meget passende, for den er en kommentar til alle former for dommedagsprofeter, lader Johnny Madsen forstå, da han tager imod i sit sorte træhus i et industrikvarter ikke langt fra færgelejet.
Magtkamp og klimakomedie
I titelsangen, den første single der allerede er ude nu, og hvor Madsen synger duet med Johan Olsen fra Magtens Korridorer, handler det om vores forhold til klimaet:
»Isen står fast i Grønland
Palermo er sig selv
De tusinde nætter over Taj Mahal
så ud som i kvæld
Der er godt nyt til alle
kloden er intakt
der er varm vind over verden
så er det sagt«
»Hele den der klimakomedie tror jeg ikke på,« forklarer Johnny Madsen.
»Der var mere CO2 for tusind år siden end i dag. Det har noget med Solens aktivitet at gøre. Men vi har nogle folk, der har travlt med at spå om Jordens undergang. Jeg kan simpelthen ikke få øje på, hvor forfærdeligt det er. Når vi hører, at Jorden bliver varmere, så taler de om global opvarmning, men når det så viser sig, at det er koldere, så hedder det pludselig klimaforandringer.«
Han smider en smøg på gulvet, skodder den ikke.
»I dag er der ikke en fisker, der kan tage på havet uden at spørge en akademiker først. Det samme gælder landmændene. Du kan godt se, hvordan det kommer til at gå, hvis de også får held til virkelig at styre industrien. Så er der ikke meget tilbage.«
Som Johnny Madsen ser det, er klimadebatten ikke kun et udtryk for hysteri, men i høj grad også et spørgsmål om magt. Det handler om frihed. Eller mangel på samme.
»Det bliver den højeste domstol, der findes. Hvis man har magt over klimapolitikken, har man magt over virksomhederne, ret til at bestemme, hvad der skal produceres. Der er kommet nogle nye magthavere til fadet. I gamle dage var det kapitalisterne, der bestemte, men nu er det de intellektuelle, der har sat sig på posterne.«
Han nævner en 26-årig cand.polit som skrækeksemplet på den type.
»...Så ja, det er det, den sang handler om.«
Det handler om frihed
Johnny Madsen har en rød denimskjorte hængende løst uden på en sort T-shirt med det amerikanske flag på.
Han er ikke som sådan politisk engageret, fortæller han. Det handler mere om frihed. Om retten til at gøre, hvad pokker, der passer en. Om ikke at blive bestemt over.
»Jeg er og har altid været anarkist. Jeg kender ikke nogle kunstnere, der ikke er det. Nogle gange er jeg faktisk for anarkistisk til at være anarkist. Hvis anarkisme bliver en bevægelse, så er jeg ikke med i den. Hvis folk vil knægte retten til at have frihed, ja så er det et totalangreb.«
I det lys er han nok alligevel politisk, kommer Johnny Madsen frem til – også selvom han ikke stemmer til folketingsvalgene.
»Jeg tror ikke rigtig på det partipolitiske system, må jeg indrømme. Jeg ved ikke, hvad alternativet er, jeg går ikke så meget op i det. Men selvfølgelig er min grundindstilling liberal, fordi det er der, flest ting kan lade sig gøre.«
Han skynder sig at understrege, at det ikke betyder, at han ikke støtter de fattige og svage.
Liberal Alliance er begejstret for Johnny Madsen og hans kunst. Så begejstret at partiet i 2012 selv betalte for at få nogle af hans billeder hængt op i deres gruppeværelse på Christiansborg.
Normalt er det ellers Folketingets rådgivende kunstudvalg, der finansierer Folketingets kunst, men i et skriftligt afslag til Liberal Alliance gjorde udvalget klart, at Christiansborg bør rumme »de bedste danske billedkunstnere«, og »vi finder ikke, at Johnny Madsen er blandt dem«.
»Det er bare endnu et eksempel på, at man har nogle folk siddende på nogle poster, de ikke kan bestride,« lyder Johnny Madsens kommentar til den sag.
»Jeg er ikke uddannet på Kunstakademiet. Det er det, der er problemet. Men det var van Gogh da heller ikke.«
Han griner.
Hvor kommer din frihedstrang fra?
»Den tror jeg altid, jeg har haft. Jeg var ikke mere end 16 år, da jeg daffede til København. Vi er jo født med ryggen mod land oppe i Thyborøn. Den store motorvej til England trak ligesom. Sådan har det altid været for mig. Jeg har haft en trang til at beskrive, en trang til at fordybe mig og tage de der spadestik dybere. At man så indimellem rammer et kloakdæksel, det er, hvad det er. Men det ligger mig også inderligt fjernt at skulle bestemme over andre. Der er ingen, der hører mig holde lange moralske prædikener om, hvad de skal gøre.«
Kosmisk syn som fem-årig
»MADSENS TERNINGER« står der på lågen af den lille fryser i atelieret, Johnny Madsen henter sine isterninger fra. Dem kommer han i det hele. Lige nu er det hvidvinen.
»Jeg skal bare have noget, der rasler,« som han siger.
»Hvis en vin er lidt sur, er det en god ide at hælde isterninger i. Det tager lige overfladen.«
Den selvudnævnte translatør iler til med en regibemærkning om, at Johnny Madsen i virkeligheden er vinkender:
»Hans smagssans i forhold til vine er ekstremt udviklet. Han kan kan næsten diagnostisere hvad som helst.«
Tilbage til friheden. For det er også den, der tiltrækker Johnny Madsen ved kunsten. Både som sangskriver og som billedkunstner.
»Det er en verden, som er fri. Mulighederne er frie og tilfældighederne store. Det er som regel mit kunstneriske udgangspunkt. Jeg lukker øjnene og kaster en sten ud i mørket, og så hører jeg et kluk. Derfra starter jeg med et lille stykke ordnet verden i kaos. For verden er kaos. Jeg indrammer et lille stykke kaos.«
Har du altid vidst, at du skulle være kunstner?
»Ja, det lå ligesom i kortene. Jeg tror, jeg var fem-seks år, da jeg fik det, der hedder et kosmisk syn. Jeg gik tur på stranden med min bedstemor, og så åbnede himlen sig. Liv og død gled sammen. Jeg kunne kigge gennem hele universet. Det var bare et kort sekund. Det var et godt billede på, hvor jeg var på vej hen. Det var på omkring samme tid, jeg fik min første guitar og blev draget af den verden.«
Oplevelsen på stranden skræmte ham ikke. Det var noget, der var naturligt.
»Sådan var det bare,« siger han med tryk på »det«.
»I den verden er det bare sådan. Den tilstand er ét øjeblik. Jeg samler på øjeblikke. Dér hvor tiden og evigheden mødes, ikke os’. Dér hvor du er i selve øjeblikket, ikke tænker tilbage eller frem.«
Hvornår opstår de øjeblikke?
»Når jeg skriver sange eller maler, sker der pludselig noget, som man ikke ved, hvor kommer fra. Man skal have prøvet at være der for at forstå det. Min kunstopfattelse er, at hvis man har mennesket hernede og Vorherre heroppe, så er kunsten en eller anden tilstand indimellem. Nogle kan komme ind i det rum, andre kan ikke. Det er også derfor, der ikke eksisterer god eller dårlig kunst. Der eksisterer kunst eller ikke kunst.«
Broccoli til cerutterne
Johnny Madsen maler for det meste i det højloftede atelier. Det er et lyst rum, men han foretrækker nu kunstigt lys.
»Nogle taler om Skagenslys, men det kan jeg ikke bruge til en skid. Neonlys, det er fedt!«
Vi taler om alder. Om hvorvidt man bliver en bedre kunstner med årene. Johnny madsen er 64.
»Det går jo den vej, og sådan er det. Selvfølgelig bliver man klogere med alderen, men jeg synes sgu også, der var nogle ting, jeg var klogere på, da jeg var 14. Intellektet dannes henad vejen, men der er også en vildskab i kunstens verden, som der også er for en teenager.«
Jeanett Exner giver sit besyv med: »Johnny har lige læst om en dame på 100 år. Hvordan var det nu, Johnny? Prøv lige…«
Hun sprutter allerede af grin, inden Johnny Madsen er kommet i gang med historien.
»Damen var 120 og havde spist en masse chokolade og drukket en del portvin,« indleder han drevent.
»Og så holdt hun op med at ryge som 100-årig. Det mente hun også havde været medvirkende til, at hun var blevet så gammel.«
Selv har han ingen planer om at lægge hverken de daglige 60 Prince ultra light eller Caminante-cerutterne på hylden.
»De har alle sammen været storrygere i min familie, og de er blevet over 80. Sådan er det. Og der har du igen det med love og regler. Jeg tror, at stress er det noget af det værste, og Sundhedsstyrelsen de stresser altså folk. Du starter måske dagen med en kop kaffe og et rundstykke. Det er ikke godt for dig. Du må ikke tage en smøg, og du skal hellere løbe på arbejde end at tage bilen. Det er da klart, at mennesker bliver stressede af den situation.«
Men der er nu også dage, hvor Johnny Madsen holder sig fra noget af det usunde, fortæller han, da vi lidt senere besøger Vinlageret, en vinbar i Nordby, han godt kan lide at komme på. Han sørger for eksempel for at få rigeligt med broccoli.
»Det er godt for rygere. Det er noget med fimrehårene,« forklarer han.
Rock'n'roll på golfbanen
Det er bare ikke det Madsens publikum så ofte ser.
»Det er den totale anarkisme, når vi er ude at spille. Man sætter sig ind i bilen og kører vejene tynde. Det er frihed. Så er vi rabiate. Vi drikker og ryger og gør ved. Men når jeg så kommer hjem, skal der males et billede, og så bliver det mere indadvendt. Jeg har låst min dør fem dage om ugen, og så maler jeg fra morgen til aften. Gerne fra klokken fem om morgenen. Det er man nødt til. Jeg kan ikke drikke, når jeg skal male. Bare en halv øl så kan jeg ikke koncentrere mig.«
Det handler om frihed. Med eller uden alkohol.
Johnny Madsen vender tilbage til det at blive gammel med rock’n’roll.
»Jeg mener, Chuck Berry ikke os’, han er 88 år, men han forsøger stadig at lave duckwalk. Det er så ikke altid, det lykkes for ham, men følelsen er den samme. Friheden er den samme. Det har sgu ikke noget med alder at gøre.«
»Er det ikke bare et tal?« spørger Jeanett Exner.
»Jo jo, alder er en mental tilstand,« svarer Johnny Madsen.
Men det må være hårdt at blive ved med at leve et rock’n’roll-liv?
»Det synes jeg sgu ikke. Nu er jeg også i rimelig god form. Jeg spiller jo golf.«
»Han er en habil golfspiller!« lægger Jeanett til.
Kunstens åndelige verden
Jeanett laver Gullasch til os i sit stråtækte hus i Nordby. Vi får rom og cola og taler om at tro, at man tror på Gud. En formulering, Johnny Madsen gerne bruger om sit forhold til det religiøse.
»Men også dér skal man være usikker. Der er ikke nogen, der ved Gud. Det er jo det fantastiske, for der har du igen det med øjeblikket. Tro er en øjebliksstemning. En tilstand. Jeg ved ikke, om der er nogen, der tror på Gud konstant. Vores lod er øjebliksbilledet, og det er dér, jeg er. Jo dybere jeg roder mig ind i min egen kunst, jo mere tror jeg på de stærke åndelige, religiøse kræfter.«
Hvad er det, der sker, når du roder dig ind i kunsten?
»Jeg kommer dybt ind i en åndelig verden, som er fantastisk at være i. Når jeg afser eksempelvis tre måneder til at skrive, så har jeg åbnet for nogle sluser, som jeg ikke har adgang til ellers. Dér ser jeg sgu ikke film, jeg koncentrerer mig vildt om det at være derinde i de åbne slusers land.«
I virkeligheden er det noget, som er såre enkelt, men som er så svært at tale om, forklarer han.
»Kunsten opstår dér, hvor ord dårligt nok er tilstrækkelige. Det er det samme med ens sange. Det er fandeme svært at snakke om sine sange. Den følelse, som jeg maler et billede med, er heller ikke den samme følelse, som beskueren kigger på det med.«
Han nævner sin nye plade som eksempel.
»Jeg kender hvert eneste komma på den nu, og så hører jeg den ikke det næste år. Først til den tid kan jeg bedømme, om den er i orden, eller den ikke er.«
Afhænger det også af, om publikum tager den til sig?
»Nej, det har ikke noget med det at gøre. Berømmelsen, pengene og alt det der er sidegevinsten. Hovedgevinsten er at lave det. Jeg bliver renset i den proces. Hvis folk en dag ikke gider høre mine ting mere, vil jeg stadigvæk lave dem. Men det er altid nemmere, når solen skinner. Sådan er den historie,« siger Johnny Madsen.
Hvad der er vigtigst for ham, at male eller at skrive sange, ved han ikke. Men med både det ene og det andet gælder det, at det er som en rejse.
»Nogle gange er det sgu ikke en chartertur. Så er det alvor. Men det er en rejse, og man bliver bedre til tingene undervejs.«
»Du får kartoffelmos i dag, Johnny Madsen,« råber Jeanett fra køkkenet. Hun er klar med gullashen.
»Men i dag springer jeg kartoffelmosen over. Det er hammeren,« svarer Johnny Madsen lidt træt.
»Nå ja, du får altid madhammeren, når du spiser noget, der er for tungt. Men så lukker vi altså ned her.«
»Nej nej, vi skal fandeme da ned og spille billard og høre musik. Nu er vi jo endelig kommet i byen!«.
Vi hører hele »Godt nyt«-pladen, mens mørket kommer. Isen rasler i glassene.
