På et tidspunkt i første afdeling af ' Billy Elliot - The Musical' kiggede en af de dansende balletpiger igen og igen op mod balkonen. Måske forsøgte hun bare at koncentrere sig. Måske prøvede hun at øjne nogle familiemedlemmer. Det ved kun hun, men et øjeblik lyste hun op i et stort smil.

I sidste fald er det vel i bund og grund, hvad 'Billy Elliot' handler om. Glæden ved at danse - søge sin drøm med sine nærmestes opbakning.

Næsten ti år efter 'Billy Elliot - The Musical's premiere i London havde den torsdag aften dansk premiere. Den allerede nu klassiske fabel om at bryde mønstre og forfølge sin drøm er ikke mindre hjertegribende på dansk - og den danske Billy, ved premieren spillet af 13-årige Carl-Emil Lohmann, er et funklende fund. Fuldt fortjent haglede det ene stormende bifald efter det andet ned over ham i løbet af premiereaftenen.

Oprindelig var historien om den danseglade working class hero i balletsko en film, instrueret af Stephen Daldry. Musikken til musicalen er skrevet af selveste sir Elton John, der kalder filmen en livsforandrende oplevelse.

Frit valg på alle hylder

En af årsagerne til filmens og senere musicalens enorme succes kunne være, at den rummer så mange undertemaer, at der stort set er frit valg på alle hylder.

Det er en både humoristisk og prunkløst ærlig miljøbeskrivelse af et område i England, hvor solen kun skinner, når du lukker øjnene og drømmer, som Newcastle-drengen Neil Tennant (Pet Shop Boys) en gang sagde.

Det er en evigt gyldig historie om forandring og omstilling; om problemerne med at give slip på det indvundne, når udviklingen vil en ny vej. Det er tidsbillede; et vigtigt brydningspunkt i den oprindelige engelske industri-arbejderklasses historie.

Det er en historie om et skred i traditionelle manderoller.

Først og fremmest er historien det, som de strejkende minearbejdere forsøger at være; solidarisk. Solidarisk med alle involverede, fra den idealistiske storebror, der tror på strejken og retten til et job i den valgte livsbane - til den sarkastiske danselærerinde, der mener, at minearbejderes livsindhold er at 'pisse ugelønnen op ad murene'.

På sidste række i London

Jeg så 'Billy Elliot - The Musical' i Victoria Palace Theatre for fire år siden. Det er svært at sammenligne, i og med at vi næsten sad på sidste række i det store teater. Men forestillingen er bestemt ikke blevet dårligere af opsætningen i det noget mindre Det Ny Teater. Den virker varmere. Måske har det noget med lys og iscenesættelse at gøre.

Der er det ene sceneskift efter det andet med kulisserne glidende ind og ud i et rytmisk flow. Det er smart.

'Billy Elliot' er en ensembleforestilling med Billy som eneste stjerne. Dog, Julie Steincke forlener sin danselæreinde med al den desillusion, havnearbejderjargon, livsfrustration og så alligevel håb på Billys vegne, der nu er plads til i den rimelig stramme musical-tekst. Og Kristian Bolands far udvikler sig over i alt et par timer, inkl. en pause, fra typisk arbejdermacho med sine egne dæmoner - den alt for tidligt afdøde hustru - til en følsom mand, der sætter alt ind på Billys drøm.

Man kan godt savne smerten i Jamie Bells spil som Billy, der er med til at gøre filmversionen magisk.  Men Lohmann danser, synger og stepper, så det er en fryd. Hele vejen igennem med fokus og et let smil på læben. 'Billy Elliot - The Musical' er fornemt koreograferet med glimt i øjet og alligevel svævende og elegant. Med på den ene side de dansende balletpiger og på den anden strejkevagter og politi. Det sidste betydelig mere slapstick end i filmen, hvor konfliktens alvor står tydeligere.

Total crowd pleaser

Nummeret, hvor Billy danser sammen med vennen Michael i dennes søsters kjoler, er en total crowd pleaser. Humoristisk og så stadig med autencitet i luften mellem drengen, der bare vil danse og være ven, og den gryende homoseksuelle kammerat, der vil meget mere. Klart en kulmination med et bragende bifald til følge.

Som nævnt er musikken skrevet af Elton John. Der er ikke en 'Lion King' som i 'Can You Feel The Love'. Jeg savner T. Rex, der gav filmversionen kant, glam og råstyrke. Musikken er skrevet af en mand, der med egne ord græd som pisket, da han så filmen første gang. Måske mistede han så meget saltvand, at der kun var det ferske tilbage. For den ellers meget varierede musik er langt hen ad vejen fersk. Med Billys endelige jubelsang 'Jeg er fri' som en undtagelse. Måske har den store hitmager med de mange briller været fokuseret på at bidrage til kollektivet i historiens ånd.

Man forlader Det Ny Teater med et smil på læben. Det umuligt ikke at holde af 'Billy Elliot', hvis man er så heldig at være forsynet med et hjerte inde bag brystbenet.

'Billy Elliot - The Musical', Danmarkspremiere, torsdag, aften, Det Ny Teater.

Med  OSCAR DIETZ, CARL-EMIL LOHMANN og NICOLAS STEFAN ANKER MARKOVIC skiftende i rollen som Billy. MAGNUS STERLING BORCHERT, THEO BO KOEFOED, JONATHAN TINOTENDA KYRIN NDLOVU og HELMER SOLBERG skiftende i rollen som Michael. Og JULIE STEINCKE, KRISTIAN BOLANd, SEBASTIAN HARRIS, LANE LIND, JESPER ASHOLT og mange flere.

TV: Se de smukke scener: Sådan bliver Billy Elliot: