****
(Fire stjerner)
Ganske rørende koncert med en gammel og slidt cowboy, som reddede aftenen nogenlunde hjem på charmen og selvironien.
Vi var derude..
Derude hvor et næsten uhørligt kor med teksten ”det var så dét” supplerer næsten alle sangene.
Derude hvor tragedien truer i tusmørket.
Derude hvor de gamle cowboys er bevidste om, at hvert ridt mod solnedgangen kan blive det sidste.
Kris Kristofferson er da heller ikke, hvad han har været. På den anden side: Hvor mange 80-årige er lige dét!?
Og texaneren VED godt, han ikke er, hvad han har været. Alligevel står han dér på scenen. Som billedet på et langt og levet liv. Som et stolt monument over en snart svunden musikalsk æra, hvor kun han selv og Willie Nelson er tilbage. En æra, som også var begavet af giganter som Johnny Cash og Waylon Jennings for blot at nævne to af Kristoffersons gamle makkere.
Sandt at sige led både Kris og koncerten under en del skavanker i Koncerthuset tirsdag aften. Stemmen var, hvad den nu efterhånden er, og mandens greb om en guitar, som sjældent stemte, som den skulle, var heller ikke, hvad det kunne have været.
Specielt den ustemte guitar nærmede sig i perioder det parodiske. Ét er at Kris på intet tidspunkt gjorde mine til at stemme den, men hvorfor fanden ingen af mandens assistenter kom ind med en nystemt guitar til manden får stå hen i det uvisse.
Hvorfor lykkedes koncerten så alligevel så nogenlunde, spørger De? Det gjorde den, fordi Kristofferson besidder en ikke ringe selvironi og dertil charme for sytten, ligesom han simpelthen VILLE det hér – fejl og ustemt guitar eller ej. Og det samme ville publikum inklusive jeg selv.
Kris Kristofferson er manden bag mange af de bedste sange, der nogensinde er skrevet, og jeg nævner blot i flæng ”Me And Bobby McGhee”, ”Sunday Mornin’ Comin’ Down”, ”Casey’s Last Ride”, ”Nobody Wins” og ”Help Me Make It Through The Night”.
Sidstnævnte lød på det nærmeste som en bøn til publikum, og dén blev hørt. Gamle cowboys foretrækker som bekendt at dø med støvlerne på, og det skal Kris sgu’ have lov til – så meget, som den mand har givet os gennem alle de mange år.
Og ja, De har selvfølgelig luret, at sådan cirka halvanden af vedstående stjerner er givet i respekt og beundring for en stor kunstner. . .
. . . Og hva’ så!
Kris Kristofferson, DR Koncerthuset, tirsdag aften
