Det er efterhånden mange år siden, at tiden – som sangen lyder – ligefrem var på legendariske The Rolling Stones’ side, men nu kan det desværre også indimellem høres. BT var med, da verdens ældste rockband havde Europa-premiere på deres turné i Hamburg.

Okay, nu sorterer det jo ikke just under velbevarede hemmeligheder, at nærværende skribent holder ganske meget af The Rolling Stones. Ja, faktisk så meget, at en veninde engang proklamerede, at jeg har 'blodtype RS'.

Og ét eller andet sted er de mægtige Stones vel også stadig deres gamle selvproklamerede 'greatest rock 'n' roll band in the world'.

De fleste, der følger blot overfladisk med i alle de tragiske tosserier og den generelle mishandling, vi udsætter verden for, vil imidlertid vide, at verden ikke længere er, hvad den var engang. Og det samme må jeg nu nødtvungent skrive om det rock 'n' roll band, der kalder sig det største i den verden.

Da det 55 år gamle band foran 82.000 mennesker (!) åbnede den Europa-turné, som bringer dem til København 3. oktober, skurrede stenene mere end sædvanligt. Det tog dem usædvanligt lang tid at få kørt et flow og et regulært momentum op – og det på trods af en af de absolut bedre sætlister, de har stillet med i årevis.

For kendere er det en del af Stones’ betragtelige charme, at de nogle gang kommer småskævt i gang og også af og til laver nogle fejl, inden de får maskinen ordentligt op i gear. Det kalder man at spille uden sikkerhedsnet, det er dér, rockmusik af og til udvikler sig til det magiske ridt ad rock’n’roll-himlen.

Det lille kunststykke har jeg set Stones udføre gang på gang, men i Hamborg kom vi til at leve foruden. Og jeg er næsten grædefærdig over, at langt hovedparten af skylden for, at magien udeblev lørdag aften, ligger hos guitaristerne Keith Richards og Ronnie Wood.

Se, nu er Richards’ og Woods spartanske og løse-men-alligevel-stramme samspil en væsentlig del af grunden til, at The Rolling Stones spiller med et helt særligt swing, som ingen endnu har kunnet gøre dem efter.

Men én ting er at spille løst. Noget ganske andet og anderledes alarmerende er, når spillet udvikler (afvikler?) sig til rent sjusk, som det ofte gjorde i Hamborg. 'It’s Only Rock 'N' Roll' decideret sejlede, og 'Tumbling Dice' slæbte sig sonisk søvngængeragtigt af sted, inden Mick Jagger tiltog sig hele førersædet i den fremragende 'Out Of Control' samt de to knastørre bluesnumre 'Just Your Fool' og 'Ride ’Em On Down'.

Jagger sang hér som hele aftenen fremragende, mens hans mundharpespil netop i de nævnte numre (og 'Midnight Rambler' senere på aftenen) turde tjene til at fortælle bandets guitarister, at man lige så godt kan gøre sit arbejde ordentligt – nu man alligevel er mødt.

Lørdag aften var således i allerhøjeste grad båret af Micks magi. Den 74-årige (!) frontmand og dertil stadig verdens bedste på pladsen var faktisk i overdådig form og højt humør.

Men det niveau når Richards og Wood sjældent. Eller gjorde i hvert fald ikke i Hamborg, hvor deres spil af og til tangerede overfladisk fjolleri på sådan en det-slipper-vi-nok-afsted-med-vi-er-jo-legendariske-facon. Woods fuldkommen forrykt forcerede solo i 'Start Me Up' var et rædselsfuldt eksempel.

Okay, gigten har vel efterhånden så småt meldt sig i de to guitaristers fingre, og vi har trods alt vidst i nogle år, at Keith er faldet af på den. Man kan ikke bebrejde folk, at tidens tand har givet dem ridser i lakken, men man kan fandeme bebrejde dem, hvis de ikke gør deres bedste. Ikke mindst når man tager en hyre for det, der kunne rette vaklende nationaløkonomier op.

Når Ronnie og Keith tager sig sammen, er de jo stadig unikke for det gode. De gode øjeblikke var f.eks. det akustiske samspil i 'Play With Fire', den tungt truende tone i aftenens bedste overraskelse 'Dancing With Mr. D', og en 'Street Fighting Man' så frådende vital, at man fik mistanke om, at Jagger og co. har til hensigt at lave Ældre Sagen om til en væbnet revolution.

Så jo, Stones KAN endnu, når det tager dem. De kan også mere, end de viste i Hamborg. Det MÅ de kunne. Det er sjældent, jeg ligefrem ønsker, at en af mine anmeldelser bliver gjort til skamme... Men denne hér må de såmænd hellere end gerne gøre til skamme i København.

The Rolling Stones, Stadtpark Hamburg (Europa-premiere), 9. september

Det spillede de:
”Sympathy For The Devil”
”It’s Only Rock’n’Roll (But I Like It)”
“Tumblin’ Dice”
“Out Of Control”
“Just Your Fool”
“Ride ‘em On Down”
“Play With Fire”
“You Can’t Always Get What You Want”
“Dancing With Mr. D”
“Under My Thumb”
“Paint It Black”
“Honky Tonk Women”
“Slipping Away” (Keith vokal)
“Happy” (Keith vokal)
“Midnight Rambler”
“Miss You”
“Street Fighting Man”
“Start Me Up”
“Brown Sugar”
“(I Can’t Get No) Satisfaction”
Ekstra:
“Gimme Shelter”
“Jumpin’ Jack Flash”