Enestående og forunderlig toer fra Mercury-Award-vindere

Med den Mercury Prize-vindende debut havde Alt-J med løse skitser støbt kuglerne til noget større. Reduceret til en trio tager bandet et kvantespring frem på den svære toer This Is All Yours og indfrier alle forventninger uden at give afkald på sig selv.

Bandet giver sig stadig god tid til at opbygge de komplekse numre, hvor tempoet ofte holder en lige så hurtig en fart som en snegl hen over en varm gårdsplads. Men når trioen først folder sig ud, er det en ren fryd, der nærmer sig det overjordiske.

Tag blot åbningsnummeret Intro med noget, der ligner et nynnende kirkekor, sanger John Newmans uforståelige sangforedrag på linje med en fredagsbøn og et overrumplende attack med en bund af synthesizer.

Som her og på resten af albummet løber der en rød tråd, hvor gruppens hang til at dyrke det pastorale bliver leveret med en dragende intensitet som på Nara, Choice of Kingdom og Warm Foothills, hvor den førstnævnte bygges op lag på lag med klokkespil, piano, piskende trommer og Newmans inderlige vokal. På de skramlende og overraskende Every Other Freckle og Left Hand Free hæves tempoet til uanede højder i et blend af hiphop og skramlet rock'n'roll.

Genistregen indtræffer overrumplende på Hunger of the Pine, der spøgelsesagtigt bevæger sig rundt i en synth-tåge, lige indtil Miley Cyrus betændt bliver samplet ind med ordstrømmen "I'm a female rebel" hentet fra 4x4.

På de pulserende The Gospel of John Hurt og Bloodflood Pt II leges der igen med udtrykket, hvor artrock og folk blandes opsigtsvækkende sammen med nogle berusende omkvæd. Alt-J har som band fået mere krop og fylde.

Hele tiden søger de nye eventyr uden at tage den lette vej. This Is All Yours er et komplekst og forunderligt udspil, hvor mørket indimellem lurer med et smukt og melodramatisk tag.

Alt-J, 'This Is All Yours Infectious Music', 22. september 2014