____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Endelig bekræfter arrangørerne af en stor fest på Refshaleøen, hvad BT allerede har skrevet to gange: Den amerikanske r&b-stjerne Chris Brown deltager ikke i SuperMartXè den 13. september.

Den amerikanske r&b-kollega Akon er nu hovednavnet.

Arrangøren Paul Junior Lopy har ellers fastholdt den amerikanske sangers medvirken i den Ibiza-inspirerede fest.

BT afslørede første gang den 15. august med hans agent som kilde, at Chris Brown ikke ville deltage i arrangementet, selvom hans navn optrådte på reklamer og billetter. 

Det gentog sig i en artikel på bt.dk en uge senere, alligevel fastholdt Lopy og beskyldte BT for at være skyld i, at det pludselig var blevet dyrere at hyre Brown, samt for at lyve. Nu siger arrangørerne af den Ibiza-inspirerede fest, at det aldrig har været meningen, at den kendte og i øvrigt kontroversielle sanger, skulle have fokus. Selvom han var hovednavnet.

- Chris Brown, der desværre har fået lov til, at fylde alt for meget i pressen, bliver ikke en del af line-up’et og det har desuden heller aldrig været meningen, at denne ene artist har skullet få så megen opmærksomhed omkring sig, når det i virkeligheden drejer sig om et helt unikt, spektakulært og imponerende show, der er fyldt af overraskelser og performances, hvori hver enkelt artist blot udgør mindre bidder af det storslåede show, skriver arrangørerne i pressemeddelsen.

Ifølge samme pressemeddelelse kan billetkøbere, der har investeret i en billet med det formål at se Brown få pengene refunderet.

Historien rejser en række praktiske og principielle spørgsmål, som BT vil vende tilbage til i en senere artikel.

Udover Akon, som på disse breddegrader nok især er kendt for sit samarbejde med Michael Jackson, optræder bl.a. Medina, Rune RK, Hampenberg og Svenstrup & Vendelboe den 13. sept. på Refshaleøen.