Lyder mest af alt som en demo, der aldrig havde udløst en pladekontrakt
Et pusterum. En overspringshandling. En legeplads. Sådan beskriver Paw og Lina det musikalske sideprojekt, de med Her Er Paw&Lina lufter for offentligheden, og som skal gøre plads til alt det, der ikke er musikalsk rum til i Infernal.
De to musikere både glæder sig til og gruer for at skulle præsentere de nye numre for publikum, står der i den medfølgende pressemeddelelse. Særligt gruen kan jeg godt forstå, for de syv numre, der udgør ep'en, er virkelig ringe, og man undres over, hvorfor det overhovedet er noget, de har lyst til at dele med os.
Vi lægger ud med et hårdtpumpet eurodance-beat og lyden af hylende sirener. Som lytter burde man have taget det som en blinkende advarselslampe, for derfra går det slag i slag med den ene dårlige sang efter den anden.
Produktionerne er elendige og lyder som noget, der blev lavet på eJay tilbage i 90'erne. Teksterne er kliché med kliché på ("Jeg vil ønske, du griber mig, når jeg falder. Sig mig er du der, når jeg kalder," og "Jeg kan godt li' dig og mig, men tanker er en farlig leg,"), og vokalen er tåkrummende.
Nuvel, Lina har aldrig været den store sangerinde, men i Infernal er hun alligevel sluppet af sted med det. Med Paw&Lina, hvor vokalen står ganske råt (modigt!) og i øvrigt er mikset ustyrligt højt (modigt!), kan man ikke flygte fra, at det ikke er rart at høre på.
Det er så nemt at give en dårlig anmeldelse, for Paw og Lina har aldrig været anmelderdarlinger (selvom jeg personligt synes, at Infernal har lavet nogle ganske okay skæringer til en fredag aften), men Her Er Paw&Lina lyder mest af alt som en demo, der aldrig nogensinde havde udløst en pladekontrakt.
Paw&Lina: 'Her er Paw&Lina', Warner Music
