I dag ville David Bowie være fyldt 70 år. Producer og musiker Nile Rodgers fortæller historien om en nat, der ændrede Bowies musikalske liv.
Der var et før og efter ’Let’s Dance’ i David Bowies liv. Det blev hans mest solgte album og forvandlede 70ernes ’Tynde Hvide Hertug’ til en af 80ernes største rockstjerner.
Uanset at han senere skulle få et problematisk forhold til albummet, fik det enorm betydning for både ham og rockmusikken, og det blev hans kapitalpension. BT beskriver her mødet med manden Nile Rodgers, der forandrede Bowies liv.
»Det mest meningsfyldte, jeg har oplevet i mit, var mit samarbejde med David Bowie i 1982 omkring ’Let’s Dance’-albummet. Alt var imod mig på det tidspunkt. ’Disko stinker’ – det var en bølge i datidens ny-rockkredse. Alt det, jeg havde arbejdet med de første år af min karriere, blev der set ned på på det tidspunkt,« sagde guitarist og producer Nile Rodgers til BT i 2015.
Langt ude på kokain
Præcis hvilken dag i 1982 husker han ikke. Men selve begivenheden husker han stadig tydeligt. Efter at have været med til at gøre diskoen funky med gruppen Chic, befandt Nile Rodgers sig i et vakuum, professionelt og kunstnerisk.
Han var deprimeret og så langt ude på kokain, at han nogle gange åbenlyst gik rundt og delte ud af det hvide pulver. Ligeglad og helt uden situationsfornemmelse.
En aften dukkede han og vennen, halvpunkeren Billy Idol, op på deres faste sted, natklubben Continentel på Manhattan, tæt på Washington Square Park.
Og dér sad David Bowie med et glas appelsinjuice. Helt alene. Få sekunder senere sad Nile Rodgers ved siden af Bowie. Derefter talte de sammen de næste par timer, skrev Rodgers i en nekrolog umiddelbart efter Bowies død sidste år.
Også Bowie befandt sig ved en milepæl. Han havde været glad for albummet ’Scary Monsters (And Super Creeps)’ (1980), der fulgte efter den såkaldte Berlin-trilogi (’Low’, ’Heroes’, og ’Lodger’), som af mange betragtes som hans kunstneriske højdepunkt.
Uforløste drømme
Men Bowie var ikke helt glad. Godt nok var ’Scary Monsters’ hans første pæne, kommercielle succes i nogle år, men det havde ikke solgt så meget, som han drømte om.
Han havde skiftet til pladeselskabet EMI, der drømte om at ’forløse hans kommercielle potentiale’, som Bowie selv har sagt det. Drømme, som han selv delte.
Han var endelig kommet ud af et heftigt stofmisbrug, der langsomt var eskaleret gennem årene i Berlin. Som medlem af Anonyme Alkoholikere og Anonyme Narkomaner var han i øvrigt ædru og clean til sin død.
Op gennem 70erne havde Bowie kæmpet med fysiske og psykiske problemer, der i perioder truede med at tage magten fra ham. Han havde været gennem en bitter og - ca. 10 mio. kr. (i 2017-penge) - dyr skilsmisse fra Angela Bowie. Han havde behov for at signalere, at han var normal, hvad det så end betyder. En mand med integritet, i balance, en mand, man kunne stole på. En mand med en samvittighed. Videoen til ’Let’s Dance’ blev optaget med australske aboriginals. Det politiske aspekt, som det er beskrevet i dokumentaren ’Let’s Dance: Bowie Down Under’.
Musikalske rødder
Bowie lyttede til den dengang spirende elektroniske scene og drømte om at bruge teknologien kombineret med sine musikalske rødder.
»Jeg var begyndt at lytte til min tidlige ungdoms rythm’n’blues, Otis Redding, Buddy Guy, Little Richard. Jeg følte, at jeg var nået til et sted i mit liv, hvor varmen skulle tilbage i musik,« sagde han i 1983 til Paste Magazine.
Men tilbage til natklubben, hvor Nile Rodgers netop havde sat sig ved siden af Bowie.
»Jeg præsenterede mig for David og sagde, ’Hey, du bor i samme bygning som alle mine bedste venner: Luther Vandross, Carlos Alomar, der medvirkede på ’Young Americans’. Det var mine High School-musikervenner’.«
Samtalen bevægede sig videre til jazz. Bowie var vild med alle former for jazz. Og soulmusik. Blues.
»Fra det øjeblik, vi begyndte at tale sammen, stoppede vi ikke; han og jeg, det var som om, vi befandt os i en boble, hvor ingen andre eksisterede. Det var nok de mest betydningsfulde par timer af begges karrierer, især hvis du tænker på det, der skulle følge: de der numre fra ’Let’s Dance’ - de solgte, de havde indflydelse. Jeg kender mange mennesker, der kun har ét David Bowie album, ’Let’s Dance’.«
Indspillet på tre uger
Få dage senere ringede Bowie til Nile Rodgers: Kom og producer min nye plade. Han forklarede det selv sådan til Paste Magazine i maj 1983:
»Vi indspillede ’Let’s Dance’ på tre uger. Jeg ønskede en let stemning, som Nile bragte med sig ind i studiet. En menneskelig tilgang til tingene. Jeg ønskedeikkeden stive, mørke, kølige og konfliktfyldte stemning fra mine tidligere plader. Jeg opfatter ’Let’s Dance’ som mit varmeste, mest opløftede musikalske statement vendt imod den negative tidsånd, der har domineret musikscenen og min musik i nogle år.«
At David Bowie siden skulle få et meget distanceret forhold sin ’Let’s Dance’-succes og de efterfølgende to album ’Tonight’ og ’Never Let Me Down’ er noget helt andet.
Det vidste han ikke den nat i 1982, da Nile Rodgers satte sig ved hans bord i natklubben på Third Avenue i New York.
