DR-kanalen P6 BEAT er blevet en institution, hvor vækstlaget i musikken trives side om side med det etablerede. Denne gallaaften viste både det bedste (og enkelte tilfælde af det modsatte) af en levende scene, hvor begrebet ”public service” gav god mening – og ikke var en klam undskyldning for at lave alt det, som de andre også kan for tvangsudskrevne licensmidler.
Sagt uden omsvøb: Det var en STOR aften!
De følgende anmeldelser – her i kronologisk rækkefølge – giver sig ikke ud for at være helt retfærdige, når musikerne kun har to-tre numre hver til at brænde igennem på. Ej heller er der tale om en konkurrence mellem bands, men om øjebliksbilleder, helt subjektive smagsprøver om man vil, men mange af dem vil holde en fantastisk eftersmag længe efter projektørerne blev slukket hen mod midnat i aftes.
P6 BEAT sendte også liveradio fra DR Koncerthuset, og der blev filmet til TV på DR3. Desuden er der lagt billeder og tweets på #P6BEATrocker – og i aften lørdag (07.01) kl. 21 kan du på DR3 se P6 BEAT Rocker Highlights.
Danmarks Radios Symfoniorkester – med Kira Skov og Michael Møller
***** (fem stjerner)
Lad det være sagt med det samme: man kommer ikke ind i Danmarks Radios Symfoniorkester som musiker uden at have verdensklasse. De 25 klassiske musikere lagde en helt særlig og skridsikker bund som pigsko på en is-sø, da de lod Kira Skov og Michael Møller (fra The Mountains m.fl.) vove sig modigt ud i en nyfortolkning af David Bowies ”Ashes to Ashes”, og slap mere end helskindet fra det. Det var aldeles fremragende!
Det er også to sangere, som tør vove sig ud, hvor andre ville holde sig sikkert på land.
De kom også tilbage efter pausen med to stemningsfortættede numre. Det var andægtigt, flot og brød koncerten op til en stadigt mere afvekslende oplevelse. Godt gået!
Sætliste:
Ashes to Ashes
The Mountains
Celebrate My Life
Bisse sparkede benene væk under publikum
***** (fem stjerner)
Der er noget potent over koncertsalen, når de gigantiske piber i orglet blæses igennem i en orgelintro med Bisse (pseudonym for Thorbjørn Radisch Bredkjær) tavst knælende for mikrofonen, hvor han giver sig tid til at fange stemningen, inden den intense ”Shotgun for You” fanger publikum fra første tone.
Vi aner en hyperaktiv boheme i bare tæer og en aparte kappe over skulderen, som smides senere, så kun den bare overkrop er tilbage. Bisse har udgivet ikke mindre end fire album på ét år. Her er en mand og et band med noget på hjerte, mens associationerne flakker mellem alt fra C.V. Jørgensen til Jim Morrison, Iggy Pop og Talking Heads’ David Byrnes freestyle-lignende tekstforedrag.
Det er en insisterende mand med noget på hjerte – om end de enkelte ord drukner ind i mellem – selv i DR koncertsalens fremragende akustik. Der er poesi, men også desperation ikke mindst i slutnummeret ”Seks hjerter”, hvor bandet kom op at swinge, som var det afslutningen på en stadionkoncert.
Hvis Bisse ikke har fået sit folkelige gennembrud før blev disse tre numre, så blev det i hvert fald starten på sådan et gennembrud.
Sætliste:
Shotgun for You
Takvingen
Seks Hjerter
IRAH
*** (tre stjerner)
Når et band får blot to numre at gøre godt med, så er det svært. Men man må lade den danske trio IRAH, at de bygger en intensitet op allerede i første nummer. Desværre rammer de også en monotoni, som de aldrig helt kommer ud af på de to numre. De har bestemt noget at byde på, men nåede ikke rigtigt at få det forløst på rejsen gennem indre, drømmende lydbølger med svævende synths omkring sangeren Stine Grøns vokalharmonier og Oliver Laumanns minimalistiske trommeslag. Det er et band, som fortjener mere spillerum, før det hele løfter sig, og det synes slet, slet ikke at være et umuligt projekt.
Keep on!
Sætliste:
Into Dimensions
Fast Travelling
Dør nr. 13 godt på vej ud ad E45
**** (fire stjerner)
Dør nr. 13 gør det ikke mere kompliceret, end det behøver at være. Der spilles straight rock, en mørk dansk beat, som vil festen, uden den bliver tomhjernet fordrukken. I andet nummer, E45, som også er ny single, trådte bandet i karakter i aftes. Det nummer blev også fortjent billetten til at være blandt karriekanonens otte finalister på Smukfest i 2016. Det var overbevisende uden at være prangende i aftes, men et bud på dansk rock som er godt på vej ”derudad”, som Gasolin’ sang.
Og så er bandets debut kun knapt et år gammelt. Kom bare med mere!
Sætliste:
Hospital
E45
First Hate
*** (tre stjerner)
Personligt har jeg det svært med en dansk, minimalistisk synthduo, der stiller sig op med blot en Mac, lidt keys og elektronisk perc + så en sanger, der skal slippe musikken ud af maskinen spærret inde i en dåselyd. Men i løbet af de tre numre voksede First Hate. Der er også forbløffende erfaring i bandet – siden de sidste år spillede for en proppet Pumpehusets Byhave. De har været på tour i Kina, England og USA - og har udgivet ep’en ‘The Mind Of A Gemini’. Nuvel, så: Der var mindelser om Depeche Mode, men bandet mangler dets humor og følelser ud over weltschmerz.
Men så kom mundharpen frem, og DEN fik musikken til at leve i andet nummer. Og i tredje nummer var den hjemme. Man begyndte at lytte for alvor, og gynge med. Noget er ved at ske i det hjørne. Det bliver spændende at følge, men et godt råd: Få flere musikere med!
Sætliste:
Holiday
Trojan Horse
The One
Islandske Júníus Meyvant blev en varm vulkankilde
***** (fem stjerner)
Vi fik fat i en af P6 Beats yndlinge med islandske Júníus Meyvant, som har det borgerlige navn Unnar Gísli Sigurmundsson.
En varm vulkankilde med overblik, stemninger og en fandenivoldskhed, som ikke gjorde ham bange for at indlede med et dansk ”hold kæft! – sagt med et glimt i øjet.
Men det gjorde vi så.
Og han kunne indlede med det første, stille guitarriff, der skabte forventninger, som til fulde blev indfriet.
Med et solidt band bag sig med tre præcise blæsere, to keyboardspillere, bas og trommer blev det en fuldtonet bandoplevelse, der ikke blot lagde en god bund, men også evnede at smyge sig ind i Júníus Meyvants finurlige og melodiunivers. Det var ind i mellem smukt som et islandsk gletcherlandskab, men varmt som en vulkankildes vand, som man gladeligt hopper i.
Júníus Meyvant er helt sin egen med sin særegne blanding af folk, r&b og soul. Først i 2013 brød han igennem debutsingle ”Color Decay”, som vi også fik i aftes. Siden er det blevet til flere millioner afspilninger på Spotify, og han har turneret i hele Europa samt udgivet sit anmelderroste debutalbum ”Floating Harmonies”. Gæster på Roskilde Festival vil også huske ham. Det er nemt at sige, at Júníus Meyvant blot står på ryggen af andre islandske navne som Sígur Ros, Björk og Asgeír, men han er helt sin egen med både det dybe og falset, samt en vægt på swing i musikken – selv når det er stille. Samtidig er der en nærværende fest, der fik folk op ad de magelige stole i DR koncertsalen. Wow!
Sætliste:
Hailslide
Color Decay
Beat Silent Need
Neon Experience
Smerz var smertende dårligt
* (en stjerne)
Når en anmelder – som her – hælder et band ned ad et bræt, så må det retfærdigvis siges, at jeg formentlig var en af de få, som var ved at kede sig til døde.
Værterne spurgte automatisk og professionelt efter de to numre, om ”det var FEDT!!??”, og fik begejstrede klapsalver tilbage, mens jeg sad med et rungende, tavst ”NEJ!”
Og hvad var der galt?
To norske piger står på hver side af et rektangulært bord med alting forsamplet og programmeret ud over et lejlighedsvist brugt trommepad og stopknap. Jeg er ikke forskrækket over maskinpop, hvis det er brugt intelligent og spændende, men her kørte samme rytme bag uinspirerede vokaler fra den norske pigeduo med Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg i front. De blev solgt som girlpower, men var det stik modsatte.
Sjælen brændte aldrig gennem musikken, der lod mig helt kold. Der var forsøg på at lave ”klubbaskere”, men selv kølig, nordisk synthpop har krav på sjæl, personlighed og vilje og nødvendighed, hvis det skal holde. Det gør det ikke endnu. Formentlig kunne flere musikere sparke sjæl ind i projektet.
Sætliste:
Blessed
Because
The Chairman viste overbevisende dybde
**** (fire stjerner)
Det stemningsfulde stod højt på dagsordenen fra start hos The Chairman, som er Lucas Berners alter ego. Vi har fat i en historiefortæller, der med dyb stemme og stemningsfuld sax binder et musikalsk univers sammen. Et univers, der låner fra country, men en dyb, swingende bas bakket om ad præcise trommerundgange stritter imod. Der var nemlig også elementer fra pop, rock, soul og hip hop. Det hele skabte en dybde, der ikke var bange for at blæse på fastlåste kategorier.
The Chairman har debutalbummet ”2064” klar, som GAFFA beskrev som værende ”et sjældent album, der rammer der, hvor popmusikken overtrumfer det prætentiøse og fastholder lytterens nysgerrighed på tværs af en uforudsigelig musikalsk fortælling om jordens undergang og ensom romantik.”
Til koncert er det anderledes ukompliceret – og hurra for det, så man kunne lade sig suge ind i musikken uden for mange forbehold.
Sætliste:
How it Feels
Animate
IAMJJ med dyb gravrust som gør døde levende
**** (fire stjerner)
P6 Beat-værterne havde skabt forventninger om ”aftenens dybeste stemme”, men alligevel sparkede den 23-årige, danske sangskriver IAMJJ med band benene væk under en stor del af publikum som en gravrøst, der kunne gøre døde levende.
IAMJJ er et nyt navn, som bankede i gennem i foråret på P6 Beat. Inspirationerne er tydelige fra et sted mellem Nick Cave og Leonard Cohen. Det er er ikke de nemme hits, der gås efter. Mere noget drømmende, kunstnerisk og melodierne holder – om end med en snert af det uprøvede, der kan modnes mere endnu. Men bandet fik skabt en stemning, der skaber forventninger om noget større på vej.
Sætliste:
Bloody Future
You in My Arms
Sekuoia fik sparket liv i det meditative
**** (fire stjerner)
Min første tanke med Sekuoia var, at vi var havnet i det meditative, new age-agtige elektroniske univers. Men så skete der noget!
Blodet begyndte at rulle livgivende i de musikalske årer. Kontrasterne stod i kø og ville lade det mere indadvendte blive udadvendt. Her var et band som ville optræde, og ikke blot på en indre rejse. Det stod klart, at det Sekuoia-trioen gør – det gør de godt!
De har udgivet ep’erne ”Trips” (2011), ”Faces” (2012) og sidste års ”Reset Heart”, inden Sekuoia nu er klar med sit internationale break i debutalbummet ”Flac”. De spiller efterhånden over store dele af Europa og har været support for MØ og WhoMadeWho.
Men der hvor bandet sparkede døren ind hos mig i DR Koncerthuset – efter et lidt langt tilløb – var i nummeret ”Brace”, hvor Marc Roland leverede en overbevisende vokal. Tanken lå lige for: Mere af det! Sker det, så vil der ske endnu flere større ting for Sekuoia.
Sætliste:
Rayanne
Brace
Bashed
Baby Woodrose rockede ved tagkonstruktionen
***** (fem stjerner)
Hvis jeg var pedel på DR Koncerthuset ville jeg se efter, om et par møtrikker skal efterspændes i tagkonstruktionen, efter Baby Woodrose med Lorenzo Woodrose (Spids Nøgenhat m.m.) i front satte jackstikket lige i hjertet og leverede rock, som det var skabt til at være. Det vil sige højt og kompromisløst!
Den langskæggede, korpulente frontherre er blevet en institution i dansk rock – ikke mindst efter den nylige dokumentarfilm om ham. Han ER den rock, som han spiller. Hudløst ærligt og nødvendigt og med masser af integritet.
Baby Woodrose er også klar med det nye album ”Freedom”, som er det syvende Baby Woodrose album – efter fire års albumpause. ”Freedom”, som kom som tredje nummer i aftes, er ment som en moderne slave-sang, der ifølge Lorenzo selv varsler oprør mod ”hamsterhjul, hjernevask, sindelagskontrol, overvågning og sociale hersker teknikker.”
Ja tak!
Det budskab trængte fint ind under alle fire numre. Undervejs fik enkelte for meget af det høje, men langt de fleste blev og leverede stående applaus og dans. Vi kunne ikke slutte bedre på en aften som denne med mange, spændende eksperimenter, enkelte flops og udfordringer af sind og krop. Baby Woodrose rensede luften og efterlod et publikum med brede smil og fuld tilfredshed. Yeah!
