Well, der stod man så med den i hånden… … ja, sgu’ikke dén! Men skilsmissebegæringen, De ved. Se, det skikker sig således, at overtegnede i de senere år faktisk var kommet til den konklusion, at TV-2 og jeg gennem næsten 30 år velsagtens havde sagt det til hinanden, som vi sådan set havde at sige.
Det er jo så i dén situation, at man, i det omfang fornuften – en ledsager jeg kun nødigt tager ved hånden – skulle få lov at råde, tilråder, at man afbryder forholdet og mindes de fede tider. Og dem har der været masser af med TV-2. De er det eneste band, der nogensinde har kunnet lukke Roskilde Festival, så det bare kom i nærheden af dét, Georgia Satellites præsterede i 1988.De var bandet, som om nogen kunne omdanne det hedengangne Pumpehuset i København til et bal af balstyrige dimensioner. De har sågar ind imellem givet det mening til at stå i sejlende styrtsøer på Skanderborg Festival og forlange mere. Arm i arm med kollegaen fra 'den anden avis' på en måde, så vore respektive kærester kollektivt konstaterede, at vi var tabt for omverdenen. Men det var dengang. Og det var fremragende. Men det har det ikke været i de senere år, hvorfor jeg var mødt op i Portalen torsdag aften med tidligere nævnte skilsmissebegæring i hånden.
I alt for lang tid har TV-2 nemlig været et alt for nemt offer for oplagte selvmål som 'én genudsendelse for mange', 'sort skærm' og hvad vi har. Jeg havde fået det bedste fra TV-2, og jeg var ikke fandens sikker på, at jeg ville have mere. Snarere det modsatte.
Så blev det torsdag i Greve på Steffen og co.s igangværende 'Showtime' turné, og det blev en dejlig én af slagsen for at citere ét af Danmarks Kedeligste Orkesters tidligere album.
Nu har jeg igennem – vel snart – årtier råbt op om, at TV-2 burde skrotte dét messing-sikkerhedsnet, den ligegyldige hornsektion Aarhus Horns var, og SELV spille igennem igen. Og nu jeg var i gang – kværulanteri er nu engang min karriere – har jeg også slået til lyd for den regulære idioti, der konstitueres af at have så fremragende instrumentalister som bassist Georg Olesen og – specielt – guitaristen Hans Erik Lerchenfeldt uden at lade dem blive hørt. Som i HØRT!
Og hvad skal man så opleve på den københavnske Vestegn? Hornene er sendt hjem i det tambourkorps, hvor de hører hjemme, og Lerchenfeldt og Olesen er i dén grad sendt i arbejde igen. Så jeg rev skilsmissebegæringen i stykker, cirka omkring en udgave af 'Fuck den kærlighed', som i lighed med de andre numre fra TV-2’s aktuelle 'Showtime' album så rigeligt overgik studieversionerne. Dér var vi halvvejs inde i herrekvartettens syv kvarter lange sæt, og det var dér jeg overgav mig.
TV-2 var fra starten med de aldrende klassikere 'Fantastiske Toyota', 'Natradio' og 'Vi skaber en verden perfekt' ganske veloplagte. Men så lagde først en fænomenalt flot 'Alt hvad hun ville var at danse' samt to af de bedste fra 'Showtime' – nemlig 'Den dag min elskede kommer hjem' og 'Upside Down' – for alvor fra land.
Og de blev så i øvrigt fulgt op med bas- og guitartunge udgaver af 'Hele verden fra forstanden', ”'Rejsen til Rio', 'Ræven og rønnebærrene', 'Be Bap A Lula', 'Lanternen', 'Vandfald' og en fantastisk flot 'Fald min engel', og så blev jeg enig med mig selv om, at TV-2 og jeg slet ikke er færdige med hinanden endnu. Det var helvedes flot!
Og til d’herrer Olesen og Lerchenfeldt: nu er I inde igen, så ryk hen til scenekanten, hvor i kan udfordre jer selv, publikum og så ham Steffen Brandt, som sagtens kunne klare noget konkurrence deroppe foran. Ja, jeg er ved at tro, han ville byde jer hjerteligt velkomne.
Okay, den hér seance var nok snarere til et stort firetal snarere end et lille femtal. Men anderledes anskuet: Det hér foretagende gjorde sig engang til talsmænd for, at kærligheden altså overvinder alt, og – fuck den eller ej – skulle man så ikke tage den derfra.
I hvert fald kom jeg til Greve med en svagt ulmende glød i hjertet, som bandet i aftenens løb pustede til, så førnævnte kærlighed – til såvel TV-2 som livet - igen brænder. Tak for det!
