Et debutalbum med Raske Penge? Jo, den er god nok, selvom den populære dj, radiovært, journalist, forfatter og producer m.m. efterhånden har været en fast bestanddel af den hjemlige danskhall-scene i mange år.

Så nu – fire år efter single-debuten ’Bor her’ – kommer så det mastodontiske ’Indtil nu’, der samler op på den spændende og sympatiske kunstners karriere. I alt er der tale om tre vinyler og 24 numre, der kan gøre det ud for en slags julekalender for alle raske lyddrenge- og piger. Problemet er bare, at det er svært at vente med at spille numrene til december.

De fleste af numrene er gamle Raske-kendinge, men eftersom der er tale om, at disse enten er remasterede eller remixede, samt det faktum, at albummet tillige indeholder 12 numre, der ikke før har været udsendt på vinyl, heraf fem, der aldrig har været udsendt, er det mere tale om et debutalbum end et egentligt opsamlingsalbum.

Raske Penge, ’Indtil nu’, Dancehall, 6/6 stjerner