Ligesom Woody Allen og andre show-biz narcissister har Eminem sjældent beskræftiget sig med andet end sig selv - me, myself and I.

Og på sin nye cd 'Recovery' fortsætter han ufortrødent.

Vi får de selvmorderiske tvangstanker. Vi får de sædvanlige voldfantasier. Og vi får det vante miks af selvhad og storhedsvanvid.

Dén slags kunne blive trættende i selskab med en mindre talentfuld herre. Men selvom emnerne måske er slidte, så er udtrykket som altid frisk. Og når 'Em' i den mægtige stadion-basker 'Cinderella Man' virkelige får løsnet op for ordkaskaderne, så får yngre såvel som ældre kollegaer nådesløst baghjul.

Personligt savner jeg lidt i den lette popafdeling á la sidste års 'We Made You' - velfungerende festfyld. Men hvad vi ikke får i iørefaldende omkvæd, råder Eminem bod på med intensitet og intelligens.