I 80'erne kunne det snildt tage Elton John et halvt år at indspille et album. Men sådan spiller klaveret ikke længere. Og pianomanden brugte blot seks dage på sin kommende plade 'Diving Board' - to til at komponere og fire dage til at indspille alle tolv sange.

Det er den ligeledes legendariske producer T Bone Burnett, der har produceret Eltons nye album, der udkommer til efteråret.

Og det var på Burnetts opfordring, at Elton gjorde tingene på helt simple facon.

Således satte Elton sig ned med tekster fra sin gamle ven Bernie Taupin. Sangene kom væltende på to dage.

Og så mødtes Elton i studiet med bare to musikere: Raphael Saadig på bas og Jay Bellerose på trommer.

Som en trio indspillede de 12 sange på fire dage.

Og om projektet siger Elton:

- Det er længe siden, jeg har været så glad for et nyt album. Jeg er virkelig spændt på publikums reaktion.