Johnny Deluxe er tilbage
Johnny Deluxe er tilbage

De fire danske "drenge", sanger Noam Halby, bassist Jakob Glæsner, guitarist Søren Itenov og trommeslager Morten Lynggaard, som i 2003 tog Danmark med storm med deres selvfinansierede ep "Elskovspony" under navnet Johnny Deluxe, vender nu tilbage, efter de gik i opløsning i 2010.

Det danske popband er klar til igen at overtage diverse danske radiostationer med deres første popkreation siden 2008, nemlig singlen "Til Verdens Ende" som udkommer i dag, hvor der også er premiere på den tilhørende musikvideo.

Singlen bliver det første skud i popbandets genoptagede musikkarriere og er således forløberen for deres kommende album, som endnu ikke er navngivet.

Ifølge en pressemeddelelse er "Til Verdens Ende" skrevet som en hyldest til "bandets fans, både de nytilkomne og de trofaste, der har været med helt fra start". Og fanskaren for bandet er bestemt ikke svundet hen siden 2010, men har tværtimod gennem årene formeret sig, og en hel ny generation af 'Johnny-Deluxe'ere' er kommet til.

Ifølge bandet selv har den længerevarende pause gjort dem godt, og de fortæller, at de hver for sig har fokuseret på egne musikalske projekter, men at "mere og mere er det dog gået op for os, at vi ikke kan undvære hinanden. Hverken som venner eller bandkollegaer. Og så savnede vi alle sammen bare Johnny sindssygt meget".

Nu er bandet så genforenet om at skabe et fjerde Johnny Deluxe-album, som forhåbentlig vil leve op til den trofaste fanbase og bandets tidligere plader: debutalbummet "Johnny Deluxe" (2004) – som affødte velkendte ørehængere som "Drømmer jeg" og "Vi vil ha' mer'" – "LUXUS" (2005) og "De knuste hjerters klub" (2008).

Efter singleudgivelsen forventes bandet at tage på en forårs Danmarksturné og dermed markere deres comeback.

Se her den splinternye såkaldt lyric-musikvideo til "Til Verdens Ende ved at klikke på link

https://www.youtube.com/watch?v=VZ7ZcR-Coqg

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook