Som noget ret udsædvanligt for en kunstner på 60 besynger Elisabeth G. Nielsen sin egen lyst og begær på sit nye album ’Rettidig ømhed’.

 

»Folk tror jo nogle gange, at jeg er død, fordi jeg ikke er med i et eller andet tv-program hele tiden. Jeg vil bare gerne have tid til livet.«

Ordene kommer fra Elisabeth Gjerluff Nielsen, 59, kendt for lidt af hvert – såkaldt newwaverock i Voxpop, en flot solokarriere, bøger og børnemusik for indtil flere generationer børn. Og så er hun i øvrigt også Peter A.G. Nielsens lillesøster.

Nu stod der 59, det er kun sandt nogle få timer endnu. Elisabeth fylder 60 i morgen onsdag (16.08). Vi møder hende på en café i Kongens Have i København, hvor fødselsdagen egentlig skulle have været afholdt.

»Det er ret tilfældigt, at udgivelsen falder sammen med fødselsdagen. Men da jeg kunne se, at det blev sådan, kunne jeg lige så godt gøre en dyd ud af det,« siger hun.

God timing

Som det også fremgår af BTs anmeldelse af ’Rettidig ømhed’ passer timingen meget godt. Hendes sange afspejler opsamlede livserfaringer hos en moden kvinde. ’Livet der har lejret sig,’ som hun selv formulerer det.

’Rettidig ømhed’ er indspillet i et studie i Jylland sammen med en flok unge musikere, som Elisabeth havde fået anbefalet af studiets ejer. Hun havde sangene med, og selvom hun har brugt de seneste år på at lege med elektronisk musik, blev det til en rockplade.

Solgte et hav af plader

Det er ikke ligefrem normalt at kunstnere i 60-årsalderen hylder deres egen lyst og begær. Det gør Elisabeth på ’Rettidig ømhed’.

»Selv synes jeg jo ikke, at det er så mærkeligt at synge om sex, lyst og begær som næsten 60-årig. Jeg har ikke tænkt over det som et statement. Det er sådan, jeg lever mit liv. Jeg har et langt, opløst ægteskab bag mig med børn, rockmusik og alt muligt. Fra jeg var 49 til, jeg blev 59, har jeg så levet et andet liv. Poul Borum (digter, red.) sagde, at han var tre gange 17. Jeg er seks gange 10. Mange af mine jævnaldrende, der er blevet skilt i en rimelig høj alder, ser jeg kaste sig over børnene, kulturrejser, smagfulde dækservietter fra butikken på Louisiana,« siger sangeren.

Elisabeth var svær at overse, da hun i begyndelsen af 80erne brød igennem med Voxpop og senere udsendte soloalbum som ’Elisabeth’, ’Lystens Ø’ og Sotto Voce’, som, især det første, solgte et hav af plader. Senere har hun skrevet bøger og er nok især kendt for at have skrevet en del børnemusik.

Hun har bevidst hele tiden søgt at leve sit liv, meget langt fra mediernes søgelys, så der blev tid til – netop at leve.

»Der findes noget, der kaldes ’De fem fortrydelser’ (formuleret af en sygeplejerske, der arbejde med døende mennesker, red.). Flest fortryder, at de arbejdede så meget. Ja, fordi man ikke huskede at gå efter sin sanselighed. Sin lyst eller sin livsglæde. Det er meget tid, man bruger på at tjene mange penge og få råd til alt muligt. Det vil jeg ikke. Jeg vil hellere indrette mit liv efter færre indtægter. Have tid til at have det rart, at være sammen med mennesker, der tænder min livsgnist.«

Har du aldrig fortrudt?

»Jo, det har jeg sikkert. Men ikke de store ting. Jeg kan bare ikke bruge resten af mit liv på at sidde og være bitter over alt det, der ikke gik som forventet. Såsom at jeg blev skilt. Man træder ind i smerten, og det skal man også – ellers bliver det fortrængning. Medierne holder meget af historier om mennesker, der faldt om med en blodprop og rejste sig dagen efter fulde af forandret livslyst. Sådan er det jo ikke. Man kan ikke springe smerten over, men man må også finde ud at leve sit liv efterfølgende,« siger Elisabeth.

Et af de centrale numre hedder ’Glimmerpige’. Modsat, hvad man måske skulle tro, er det ikke en ny børnesang. I så fald kun indirekte. Det handler om at være tro mod sin indre sprællemand eller – pige.

Strutskørt og papirbryster

»Da jeg var yngre, optrådte jeg ofte i strutskørt og med papirbryster. For mig handler det om at huske min indre glimmerpige. Det handler ikke om en desperat jagt. Det handler om at bevare sin nysgerrighed. Jeg er ligeglad med det andet, rynker, om man vejer for meget eller lidt. Jeg presser mig ikke ned i et par skinny cowboybukser for at være et lystvæsen eller virke som et menneske, der har bevaret sin seksualitet og sanselighed. Det handler om ens tilgang til tilværelsen. Det skal der nok være nogle mænd, der stadig synes, det er sexet,« siger Elisabeth og tilføjer med et grin:

»Det eneste triste ved alder er, at der er mindre tilbage af livet – og så at det kan blive sværere at gå i høje sko.«