Veteranen Edgar Winter gav den som pauseklovn til en koncert, der formede sig som det musikalske sidestykke til sætte ny rekord i afbrudte samlejer – ærgerligt at en så god musiker ikke har et højere ambitionsniveau.
Se, som 68-årig og med fem årtier på de rynkede baller som musiker, bør man vel have mere end blot en flygtig idé om at bibeholde momentum i en rockkoncert.
Ja, det bør man. Men Edgar Winter – bror til den afdøde texanske blueslegende Johnny Winter – syntes i en sparsomt befolket Amager Bioonsdag aften at have meget lidt begreb om momentum.
Eller også var han bare ligeglad.
Som koncerten onsdag skred frem, fik man i hvert fald den mistanke.
Der er for så vidt ikke noget galt med numre som ”Tobacco Road”, ”Free Ride”, signaturnummeret ”Frankenstein”, ”We All Had A Real Good Time”, ”Texas Tornado” og den gamle Rick Derringer klassiker ”Rock And Roll Hoochie Koo”. Der er faktisk overhovedet ikke noget galt med dem.
Men når samme, som tilfældet var onsdag aften, enten blev trukket i langdrag af eller blev afbrudt af komplet ligegyldige soli eller rundgange med konkurrenternes kendte riffs som Zeppelins ”Kashmir”, Creams ”Sunshine Of Your Love” eller The Whos ”Won’t Get Fooled Again”, fik man en til vished grænsende mistanke om, at det hér mest handlede om at få tiden til at gå, så Edgar og band med forholdsvis god samvittighed kunne hævde overfor arrangøren, at de altså havde spillet de obligatoriske halvanden time.
Specielt den ellers glimrende ”Tobacco Road” var et skrækeksempel på det. Nemlig da bandet trak den ud i minutter, der føltes som år, med en lammende kedelig call-and-response session mellem Edgars vokal og leadguitaristen, som Deep Purples Ian Gillan og Ritchie Blackmore lavede bedre i ”Lazy” for over fyrre år siden.
Jeg har fuld forståelse for, at også musikere skal på landevejen for at tjene til brød og husleje. Men man kunne vel lige så godt forsøge at få en oplevelse ud af det, når nu man alligevel skal ud på samme landevej.
Når man starter med en – formodet – hensigtserklæring betitlet ”Keep On Playin’ That Rock And Roll” kan man for det første da i det mindste se ud, som om man mener det. Og for det andet undlade at lade store dele af resten af sættet forme sig som en pauseklovnende parade af – musikalsk – afbrudte samlejer. I stedet for at holde. . . ahem! . . . fanen højt mod den endelige forløsning.
Se, nu skal jeg ikke komme hér og hævde, at koncerten ikke havde sine øjeblikke. Det havde den da – specielt i den brillant betitlede ”The Power Of Positive Drinkin’” og førnævnte ”Rock And Roll Hoochie Koo”, hvor bandet såmænd gjorde det udmærket om ikke nødvendigvis meget bedre end noget, du hver weekend kan opleve på den lokale bluesrock-klub.
Dér lod Edgar imidlertid sit band i stikken med åbenlyst indstuderede introer og i rollen som den chef, der er alt for villig til at lade medarbejderne gøre arbejdet. Winter blev ikke til ret meget mere end pauseklovn i Amager Bio – tilsyneladende uvidende om at klovner skal være lattervækkende og ikke bare latterlige.
”Ain’t that a shame!” for nu at citere et gammelt Fats Domino nummer.
Det dér kan du gøre meget bedre Edgar!
Edgar Winther & Band, Amager Bio 18.11.
2/6 stjerner
