Grib luftguitaren og smør halsen til primalskrig. For otte års rocktørke er ovre med AC/DC's 'Black Ice'. Et album af rockpuritanere til rockpuritanere­ og til dem, der bare savner smæk for skillingen.

Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Rock 'n Roll Train'



Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Skies On Fire'



Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Big Jack'



Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'War Machine'



Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Spoilin for a Fight'



Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Anything Goes'

Det hér kan gøres ganske kort: AC/DC er tilbage, og AC/DC lyder som de skal, bør og altid har gjort. Angus flænser, Brian skriger, og Phil pumper, så det trykker i brystet på lytteren. Men det tankevækkende er netop, hvor kort det kan gøres.

Det er bemærkelsesværdig, at en opskrift så uendeligt simpel har holdt AC/DC på toppen over tre årtier. Lader vi ørerne passere gennem andre bands af samme størrelses diskografier, finder vi næppe noget band, som har udviklet sig lige så lidt som AC/DC.

De har aldrig indspillet en plade med et strygerorkester. De har aldrig eksperimenteret med al mulig nymodens blip-båt. De har ganske enkelt aldrig givet køb på at være andet end rendyrket rock 'n' roll, og derfor kan millioner af musikelskere genkende en AC/DC-sang, så snart det snappende guitarriff og de tørt dunkende trommer sætter ind.

Med den metode har de destilleret rockens allerpureste essens ned på nu 16 studiealbums. Og igennem hele deres karriere er 200 millioner eksemplarer blevet langet over disken, og selv om de hverken har udgivet nyt eller turneret, er AC/DC de seneste to år det næstbedst sælgende band i verden målt på salg fra bagkataloget.

Så sulten efter den pure rock er stor, og 20. oktober bliver den stillet med albummet 'Black Ice'. Hele 15 friske sange ligger klar på skiven ­ alle produceret af Brendan O'Brien, som tidligere har stået bag Pearl Jam, Stone Temple Pilots, Bruce Springsteen, Audioslave og Velvet Revovler. Selv om man nok fornemmer hans sans for fylde, er det umiskendeligt AC/DC.

Åbneren og singlen 'Rock 'n' Roll Train' har allerede hamret ud af højtalere verden over. Den fik også understreget utålmodighed med at høre AC/DC¹s seneste toner. De første fans, der hørte sangen, var dem, der var inviteret med til at optræde i videoen; og i et forsøg på at forevige verden i, hvad der ventede, prøvede flere at gengive sangens lyd på YouTube.

Længere nede på pladen venter numre som 'Big Jack' og 'War Machine' ­ to ord i verset og ellers ikke så meget pis. Så ingen behøver at famle efter ordbogen. Det er strengt taget også svært at slå noget op, når ens ene hånd hamrer en knytnæve i vejret i takt til musikken, mens man skriger op om adrætte kvinder.

Nær albummets ende ligger den vibrerende 'Rock 'n' Roll Dream', der tikker tålmodigt i gang, inden Young-brødrenes guitarer slynger sig om hinanden og Brian Johnsons højspændte vokal. En vokal, der er svært at forestille sig sidder i halsen på en mand på 61.

Når titelnummeret slutter pladen med sit hypnotiske riff, føler man sig kørt over af rock 'n' roll-toget, men stiller sig gerne på skinnerne igen for at få endnu et slag. Som vi har gjort det igen og igen med AC/DC.

Snigelyt til tre af deres nye numre nedenfor.