(4/6)

Forrygende teutonsk tonserrock i Forum

Ein, zwei, drei - stram, klam, Rammstein

Rammstein koncert

Det tyske band Rammstein på scenen i Forum tirsdag aften d.21.februar 2012. (Foto: Andreas Beck/Scanpix 2012) (Foto: Andreas Beck) Se stort billede

Tyske Rammstein leverede et flammende flamboyant show i Forum tirsdag aften. Dybt fascinerende, men også noget ensformigt i det lange løb.

Du vokser op i Europas største land med Europas største økonomi. Din kulturhistorie tæller så store navne som Wagner, Goethe og Thomas Mann.

Alligevel går dine forældre rundt som én stor undskyldning for sig selv på grund af 30erne og 40erne.

Verden er rådden, men når du tænder dit tv, fyldes skærmen af mænd i læderbukser og kvinder med fletninger, der synger gemytlige sange om Rhinens bølger.

Ikke så underligt, at Rammstein findes.

Men stadig lidt overraskende at resten af verden har taget det teutonske, tonstunge tegneserie-metalband til sig. Tirsdag aften indtog Rammstein et totalt udsolgt, feststemt Forum. I aften gælder det en udsolgt Jyske Bank Boxen i Herning. Hhv. 9. og 10.koncert i Danmark på ganske få år.

Efter opvarmningsbandet Deathstars – en svensk, discount Aldi-udgave af Rammstein – kom Herrn Till Lindemann und seine freunden på scenen. I røg, ild og damp. Som altid.

Forestil dig, at du befinder dig dybt, dybt inde den største ovn i Krupps våbenfabrikker i Essen. Atombomben er faldet. Ud af ruinerne opstår seks mutanter, som nu tilbringer deres liv ved 1.500 grader i den evigt brændende ovn med at banke metal og fortælle hinanden historier om nekrofili, sadisme, kannibalisme, ekstrem sex og vold. Så har du Rammsteins sceneshow.

Jeg har sandt at sige aldrig set dem før – jo, muligvis i enkelte mareridt – men jeg forstår, at deres show bliver mere flammende og flamboyante for hver gang. Aldrig har jeg oplevet så meget benzin, kerosin, propangas og flammer til en rockkoncert. Det bliver sgu svært for Jeremy Clarkson og hans Top Gear-hold at overgå, når de kommer til Forum i marts.

Allerede kort inde i andet nummer, ’Wollt Ich Das Bett In Flammen Sehen’ lå røgen tæt som morgen-forureningsdisen over Ruhr. Man skal bare ind i tredje nummer, før det går op for én, at Rammstein muligvis er en gruppe med et eller andet budskab. Nogen kalder dem lovlig nazi-fikserede. Selv siger de, at de er venstreorienterede. I øvrigt kan det nogle gange kan det være svært at se forskellen i Tyskland.

Ja, men, fraset alt det, så er de i bund og grund et hardrockband, der er kommet for at holde en fest. Og det gør det forrygende. Skralder man lige et øjeblik cirkusset væk fra Rammsteins metalliske hårdpop, for det er jo det, det er, er de et monster solidt partyrockband.

I øvrigt med usædvanlig fed lyd i Forum. Man kan mene om den meget elektronisk baserede lyd på pladerne, hvad man vil, men live er det metallisk rock’n’roll. Live virker det elektroniske som et lille appendiks. Lagt i hænderne på den fascinerende kultfigur Christian ’Flake’. Tænk Kraftwerk, Tinmanden fra Troldmanden fra Oz og C-3P0 fra 'Star Wars' som Mensch – så har du Flake. Sjov fætter. Men hans indflydelse på musikken er lige så lille som Villy Søvndals indflydelse på dansk politik.

Rammstein er som en køretur i skumringsregnen ad E41 i Schwarzwald. Storladent, smukt, skræmmende, suggestivt dragende. Men efterhånden som tiden går også monotont og til sidst ensformigt. Lidt for meget germansk gåsegang. Kun én, højst to gange, blev der plads til en lille solo for den ene guitarist.

Først da bandet til sidst trådte af den 30 meter lange metalbro ud på en lille scene og spillede tre numre 'Bück Dich', 'Mann Gegen Mann' og 'Ohne Dich' - især det sidste - fornemmede man en nerve og nærhed, der peger ud over pyromanrocken.

Og da var stemningen så varm og klam i Forum, at det påvirkede det ellers med tysk grundighed nkoreograferede sceneshow.  

Eins, zwei, drei - Stram, klam, Rammstein

Det spillede de:

1. Sonne
2. Wollt Ihr Das Bett In Flammen Sehen
3. Keine Lust
4. Sehnsucht
5. Asche zu Asche
6. Feuer Frei!
7. Mutter
8. Mein Teil
9. Du Riechst So Gut
10. Links 2-3-4
11. Du Hast
12. Haifisch
13. Bück Dich
14. Mann Gegen Mann
15. Ohne Dich

Ekstranumre:

16. Mein Herz Brennt
17. Amerika
18. Ich Will
19. Engel
20. Pussy

Læs også

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: