Adskillige amerikanske popstjerner som Britney Spears og Ashlee Simpson har gennem årene gjort sig uheldigt bemærket med deres optrædener på amerikansk tv, og i weekenden leverede så også den danske popstjerne Mø en ærgerlig optræden på live tv, nemlig i ’Saturday Night Live’ i lørdags.

Mø var inviteret i studiet sammen med den australske hit-rapper Iggy Azalea for at optræde med deres nye fælles single ’Beg for it’. En optræden som efterfølgende blev mødt med kritik på de sociale medier.

Se optrædenen her

Efter kritikken har Mø så selv været ude at undskylde og forklare, hvad der gik galt lørdag aften. På sin Instragram-profil har hun lagt et billede op af en håndskreven seddel, hvor hun blandt andet skriver:

- Jeg var så spændt, men desværre havde jeg nogle problemer med teknikken, hvilket medførte latens på min vokal, og det gjorde, at jeg blev forvirret, og at min timing var off. Det ærgrer mig, og jeg er så ked af det i dag. Men livet går videre...

Allerede den 8. november kan Mø meget vel komme positivt videre. Her afholdes nemlig Danish Music Awards, hvor den 26-årige fynbo er nomineret i hele syv kategorier, heriblandt kategorierne 'Årets danske udgivelse', 'Årets danske solist' og 'Årets danske sangskriver'.