Efter fem mænd og 57 år på toppen: Dansk stjerne stopper karrieren

Efter fem mænd og 57 år med slagere på dansk og tysk må det være nok.

65-årige Dorthe Kollo er færdig som gårdsanger – og hun slutter med at debutere. Måske lyder det sært, men forklaringen er lige til. Kollo, som for alvor fik et comeback i tv-programmet ’Toppen af poppen’, udsender netop nu sit sidste album 'Lykken ligger lige her'.

Til gengæld er det det første nogensinde uden for slager og dansktop-rammerne. Den bossa nova-inspirerede musik og teksterne er skrevet af Maria Montell. Musikken leveres af Antonelli Orchestra, som kendes fra 'Vild med dans' og 'Toppen af poppen'.

Læs også: Dorthe Kollos teenagefotos: Stjerne siden hun var otte år

- Jeg synes, at det er det rigtige punktum på rette tid. Jeg er faktisk pensionist nu. Jeg har lige været til 70 års fødselsdag hos en god veninde. Altså – det er ikke rigtigt at hoppe rundt på scenen, når man er 70.

Lidt sent at udsende sit drømmealbum – efter 57 år?

- Ja, men ikke for sent. Tænk at jeg skulle blive pensionist, før jeg fandt ud af, hvad jeg virkelig er god til. Jeg har aldrig selv lyttet til slagermusik. Det har mere været R&B, funk, soul og den slags. Jeg har altid været sat i en bås. Og haft pladeselskabsdirektører, der ville fastholde mig i den stil. Jeg har sagt ja. Det var det trygge.

Læs også: 63-årige Dorte Kollo: Jeg får masser af sex

- Hvad har du gjort rigtigt? Der er sgu ikke mange, der får en 57 år lang karriere.

- Mange af os i min generation er startet på den hårde måde. En skrattende mikrofon og et piano. Slid og slæb. I dag ser jeg unge kolleger, også i Tyskland, som bare SKAL ud at optræde, fordi de ellers ikke kan eksistere. Måske orker de ikke, har mistet lysten. Måske har de ikke råd til at lade være. Der tror jeg, at jeg har været en fornuftigt pige og sat tæring efter næring i perioder, hvor der måske ikke har været så meget at lave.

- Der har været mange opture og nedture siden Dorthe Kollo vandt et talentshow som niårig.

- Ved du hvad? Jeg har altid været en ærlig pige. Når man er så ærlig og følsom som jeg, bliver man tilsvarende hårdt ramt, når man bliver skuffet, når kærligheden slutter – når man føler sig snydt. Klart, at jeg er blevet taget i r…. Alle vil gerne profitere af dig. Især de smarte managere, der, som vil have andel i det hele. Og ikke bare deres andel af koncertoptrædener. Dem har jeg oplevet nogle stykker af.

Din største oplevelse?

- Der har været så mange, at det er umuligt at svare på. 'Toppen af Poppen' er en af dem. Jeg kommer til at tænke på dengang, jeg optrådte på Cuba for 30.000 mennesker sammen med Trille. Det var en fantastisk oplevelse i et land med en så anderledes kultur. Jeg har mødt en masse kæmpe stjerner i Tyskland.

Du blev gift for fem år siden - med din femte mand. Hvordan er det at blive forelsket som 60-årig?

- Ja, det er første gang, jeg har mødt en mand, hvor jeg føler, at jeg er faldet på plads.

Uden at være flabet kan man sige, at du har gjort en hel del forsøg?

- Ja… men jeg var også meget ung, da jeg startede, ha-ha. Jeg var 20, da jeg fik Natalie. Det var for tidligt. Den næste fik jeg som 36-årig. Det var nok et mere passende tidspunkt. Efter mine oplevelser med Just Betzer (filmproducent med mere, red.) i USA, som bestemt ikke var ret gode (ægteskabet endte i et kæmpe økonomisk slagsmål, red.), besluttede jeg, at det var slut med mænd. Pludselig får jeg så jobbet på et krydstogtskib og møder Heiner, han er skibsreder og ejer skibet. Heiner og jeg sad og snakkede hele natten. Efterfølgende kørte han troligt hver weekend til mit sommerhus på Enø (ved Næstved, red.) for at besøge mig i mit sommerhus. Efter et år spurgte han, om jeg ikke havde lyst til at flytte ned til Bremen.

- Point for ihærdigheden…

- Ja, han påstår, at det ikke var ham, der hyrede mig til sit skib. Men jeg tror ikke på ham, hæ. Men skidt nu med det. Vi har det brand godt sammen. Jeg har fundet en mand, der giver mig lov til det, jeg synes er sjovt. Og respekterer mig.

Er der stadig lige så meget brand i hjertet som for 45 år siden?

- Det er sjovt, ikke. Man lærer først hinanden at kende efter tre-fire år, når man finder sig til rette med børn og hinandens små særheder og forskelligheder. Det er fantastisk at opleve kærligheden blomstre i en alder af 65. Det bobler lige så meget herinde (peger på hjertet, red.), som da jeg var helt ung.

De første 65 år:

Dorthe Kollo (født Dorthe Larsen 17. juli 1947 på Frederiksberg) er en dansk slager- og dansktopsangerinde.

Hun har haft varige succeser i Danmark op gennem 60'erne og 70'erne med 'Gid du var i Skanderborg' og 'Velkommen til verden' – sidstnævnte med musik skrevet af Benny Andersson og Björn Ulvaeus fra ABBA – samt flere duetter med Johnny Reimar, der har ligget højt på hitlisterne.

I 1964 blev hun lanceret i Tyskland på Bent Fabricius-Bjerres pladeselskab Metronome, hvor hun slog igennem med 'Junger Mann mit roten Rosen' ved en slagerfestival i Baden-Baden.

Hun fik en pladekontrakt som 9-årig i 1956 efter at have vundet en talentkonkurrence, og udgav singlen 'Min piphans' året efter.

I perioden 1967–77 var hun gift med operasangeren René Kollo, og fik med ham datteren Nathalie i 1967. Hun er senest gift med skibsrederen Heiner Dittmer.

Læs også:


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.