Mennesket har formuleret sig skriftligt i tusinder af år. Med overraskende få variationer – hulemalerier, runer, pen og papir, skrivemaskine, computer, altid frembragt med hånden. Enkelte mestrer dog kunsten at skrive med hjertet. En af disse er kongen af dansk rock’n’roll-journalistik, Steffen Jungersen.

I næsten 25 år skrev han her på BT om stort og småt indenfor rammen ’1, 2, 3, 4 - guitar, tromme, bas og sang’. Gerne fremført af mænd med langt hår.

Torsdag udsendes bogen ’Dr. Rock – udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie’. Helt præcis 34 koncertanmeldelser af bl.a. Rolling Stones, Sort Sol, Leonard Cohen, Bruce Springsteen og Volbeat.

Kærlighedserklæring

Jungersen selv kommenterer hver enkelt anmeldelse – og fortæller samtidig sin historie som BTs musikanmelder gennem næsten 25 år. En historie, der, trods op- og nedture, er baseret på en usvækket kærlighed til rock, hard rock, diverse heavy metal-genrer og blues.

- Jeg har ikke andet sigte med denne bog end at underholde, give folk nogle oplevelser – og, hvis jeg er heldig, også lidt at tænke over. Det er én lang kærlighedserklæring til rockmusikken, musikerne og alle myterne omkring musikken som sådan, siger Jungersen.

- Jeg håber at formidle min passion for rockmusikken videre – en passion, flere af mine venner ikke så meget betegner som en passion, men en regulær mani, tilføjer han.

Steffen anmelder ikke længere for BT. Han udfolder sig i stedet på sit eget site steffenjungersen.dk. Der allerede nu – kort efter sin opstart – har 12.000 unikke brugere.