Dylan ligner en, der er trådt ud af tiden; en mand som lever i et parallelunivers. Det gør han i en vis forstand også – jeg mener, vi taler om en mand, som stadig i en alder af 74 tilbringer en stor del af året på landevejen (og i øvrigt har gjort det i årtier), som det hedder i branchen:
Busser, hoteller, lydprøver og aftenens koncert i den ene eller anden by, i en tilsyneladende uendelig cyklus og en egen, særlig rytme, som Nick Cave har beskrevet så stærkt i sin seneste bog "Brækposesangen."
Men ikke nok med det; som Dylan træder ind på scenen i aften i København – for gud ved hvilken gang – fremstår han også selv mest af alt som en figur fra sit eget surrealistiske sangunivers, hvor tidlige romerske konger kommer ned fra bjerget for at fordele kornet, tordenen ruller over Clarksdale, Bertha Mae formaner om at du skal "danse med den du får besked på – eller slet ikke danse" og faderens dæmoner dulmes med morfin og whisky i den Blodrøde By.
"Cat's in the well…and a lot of other stuff down there, too…," som Dylan drævede i en sjælden bemærkning fra scenen i Forum engang i starten af årtusindet. Og der er i sandhed en hel del dernede i brønden, uanset om Dylans poetiske parallelunivers hedder Kattens brønd, Scarlet Town, Desolation Row eller noget helt fjerde.
Efterårsblade
Dylankoncerten er en gammel, amerikansk musiker på gennemrejse med sit bluesrockband og bagkataloget – men den er også et vindue ind i netop denne sælsomt dragende verden, hvor mand og værk flyder sammen, som han står dér på scenen i Falconer Salen; badet i blødt orange lys, et jakkesæt fra en imaginær western og en Twin Peaks-reminiscent kulisse.
Bifaldet buldrer allerede ved bandets entré på scenen klokken 20.00 – og det faktum, at det skal vise sig at blive en seance i Sinatras tegn, synes i den grad at behage det danske publikum:
Materialet fra dette års fine "Shadows in the Night" fylder i sættet, og de nænsomme leveringer af forlæg som "Autumn Leaves," "Why try to Change Me Now" og "The Night We Called it a Day" høster nogle af aftenens største bifald.
Personligt synes jeg, Dylan er bedst som Dylan – og de helt store stunder i aften indtræder da også i gnistrende gestaltninger af poetiske pragtstykker fra "Tangled up in Blue" over "High Water (For Charlie Patton)" til "Long & Wasted Years." I det faste backingbands kongeniale samspil står sangene og sitrer lige dér mellem "fortidens skygger og fremtidens minder" – som den danske Dylan-discipel Niels Skousen smukt formulerer det.
Hjertet på tallerkenen
Og selvom det ikke er nogen nyhed skal det alligevel med, at bandet – selvfølgelig, stadig – fremstår som netop den backinggruppe, Dylan fortjener: En sejt swingende, usvigeligt sikkert sammenspillet combo med Charlie Sextons nochalante mesterguitarisme overfor Dylans eget, let rudimentære klavertraktement, Donnie Herrons violin, banjo og så videre.
"Læg dit hjerte på en tallerken og se, hvem der bider til," synger Dylan også i "Scarlet Town," og gør fremdeles dette, i aften i Falconer: Lægger sit hjerte ud for publikum, i endnu en af den uendelige række koncerter, som synes ikke længere blot at være hans levevej, men indlejret i selve hans væsen.
Med "Blowin' in the Wind" og en respektindgydende, rå "Love Sick" siger vi farvel til den fladbrystede junkieluder, til Onkel Tom, til Sinatrafortolkeren og alle de andre i Scarlet Town, hvor guldprisen nu er nede på "a quarter an ounce." Og så går jeg ud i den københavnske efterårsaften.
Med en oplevelse af langt fra at have overværet den stærkeste Dylankoncert af de utallige, jeg har frekventeret de sidste tyve år - og af alligevel engang at kunne fortælle børnebørnene om dengang, Dylan var i Falconer i '13 og '15, som væsentlige og vedkommende begivenheder. For det er det altid, når Bob er i byen.
Bob Dylan live, Falkoner Salen, torsdag aften, fem ud af seks stjerner
