Arkiv: Lars H.U.G
Arkiv: Lars H.U.G Foto: David Leth Williams

Lars H.U.G.’s første af tre koncerter i DR’s Koncerthuset tog turen fra katastrofe til nogenlunde kampdygtig – men så kom det hellere ikke højere op.

All right Lars, så kan det godt være, vi ”Elsker dig for evigt”, men i forhold til dét, du leverede i Koncerthuset fredag aften, skal der strammes gevaldigt op, hvis du for alvor skal gøre dig fortjent til den kærlighed.

Se, uanset hvordan jeg floromvinder poesien hér, vil den opmærksomme læser alligevel før eller siden i løbet af denne anmeldelse af og til kunne læse ordene ”jævnt kedeligt” mellem linjerne.

Således kan vi lige så godt tage synderne ved de kollektive vingeben fra starten og fortælle sandheden om, hvad der var galt. Selvsagt var det ikke sangene som sådan – de er i Lars’ tilfælde af høj klasse, upåagtet om det hans egne eller de klassikere, han vælger at fortolke.

Næ, det, som i første omgang gjorde starten på koncerten til noget nær en katastrofe, var såmænd lyden. Og dét skal man høre i DR’s højt besungne og prestigepakkede Koncerthuset? Ja, det skal man.

Lydmanden havde koncerten igennem men værst i starten tydelige problemer med at styre lyden for de otte musikanter på scenen. De første numre, bl.a. den ellers så fine ”Verden går sin gang”, var noget nær lydmæssigt katastrofale. Ikke ét instrument stod distinkt i det formummende tæppe af grød, der blev os til del, ligesom Lars’ vokal – så syltet ind i effekter og samplede hjælpemidler, den ellers var – ikke lod nogen af os høre, HVAD det egentlig var han sang.

Meget bedre blev det ikke den første halve til hele times tid, og som min sidedame så rigtigt påpegede et par gange:

-  Det kunne nu være rigtig rart, hvis man kunne høre, hvad han synger!

Men netop som man havde samlet mod til sig for at rejse sig og brøle ”stram op og kom i H.U.G., Lars!”, satte bandet en lille time inde i koncerten i med en fin udgave af ”Natsværmer” og fulgte den op med passable ditto af ”Dansevise”, ”Solen er så rød, mor” og et par hårdtpumpede rocknumre.

De var så også i sidste øjeblik. For da jeg kastede et blik over skulderen, sad to pæne par i deres bedste alder og sov (!) på rækken bagved. De blev så vækket, men de faldt muligvis i søvn igen, da Lars og bandet af én eller anden bizar årsag valgte at følge opvågningen op med en instrumental keyboard seance på en mørkelagt scene.

Hvilket bringer os til aftenens andet problem: Timingen. Lars H.U.G. har sgu’ været længe nok i denne brance til at vide, at skal en koncert lykkes, så skal man også holde momentum i koncerten. Dels via sætlisten men så sandelig også ved at lade være med at være så jovial, laissez faire og ”small talking” mellem  numrene, at man som lytter fik lyst til at kritisere den sympatiske mand for at tage alt for let på tingene.

Anden halvdel af den to timer lange seance gjorde, at det trods alt ikke blev til en dårlig koncert. Den blev imidlertid heller aldrig rigtigt god, og det var faktisk brandærgerligt og ikke så lidt frustrerende, når man husker de mesterlige seancer, samme band begavede os med på festivalscenerne i sommer.

Den gode nyhed er imidlertid, at de fejl, jeg har opremset hér, kan være rettet allerede i aften. Såvel lyd som timing kan man trods alt gøre noget ved.  Dette var trods alt første aften, og både Lars og bandet var tydeligt både glade og taknemmelige for at stå på scenen.

Kom igen folkens – sangene er jo for fanden fremragende.

LARS H.U.G. & BAND, Koncerthuset, fredag

 

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook